Shutterstock/Design_Cells
Kredsloeb

Folkesygdom kan øge risikoen for demens hos ældre med 42 procent

Australske forskere har kigget på tal fra næsten 35.000 personer fra hele verden og er kommet frem til en vigtig opdagelse.

Ifølge WHO er demens en af hovedårsagerne til funktionsnedsættelser blandt ældre, og tilstanden rammer hele ti millioner nye mennesker hvert eneste år.

Derfor er det også vigtigt at udpege de trusler, der kan øge risikoen for at blive ramt af den alvorlige sygdom. Og nu er en gruppe australske forskere fra flere forskellige universiteter tilsyneladende blevet klogere på en af dem.

Forskerne gennemgik resultaterne fra 17 forskellige undersøgelser, som alle har kigget på en mulig sammenhæng mellem demens og forhøjet blodtryk hos personer over 60 år.

Flere tidligere undersøgelser har nemlig vist, at der er en stærk sammenhæng mellem forhøjet blodtryk midt i livet og en større risiko for senere at udvikle vaskulær demens, som skyldes forstyrrelser i hjernens blodforsyning.

I gruppen af ældre personer over 60 år har forskerne dog hidtil ikke påvist samme stærke sammenhæng, da resultaterne stritter i flere forskellige retninger.

Gammel dame
© Karsten Thormaehlen

Alzheimer udvikler sig i tre trin

I den nye undersøgelse kiggede de australske forskere på data fra hele 34.519 personer uden demens fra 16 forskellige lande.

Deltagerne, der havde en gennemsnitsalder på 72,5 år ved undersøgelsens begyndelse, blev delt op i tre forskellige kategorier:

En gruppe med raske deltagere, en gruppe, der var behandlet for forhøjet blodtryk og en gruppe med ubehandlet forhøjet blodtryk.

Forskere: "Vigtigt at behandle"

Analyserne af de mange data afslørede, at deltagere med ubehandlet forhøjet blodtryk tilsyneladende havde 42 pct. øget risiko for demens sammenlignet med den raske kontrolgruppe.

Når forskerne sammenlignende dem med gruppen af deltagere, der havde fået behandling for deres forhøjede blodtryk, var den øgede risiko 26 pct.

En af begrænsningerne i undersøgelsen er, ifølge forskerne selv, at definitionen på forhøjet blodtryk har ændret sig over tid og varierer på tværs af lande.

Forskerne peger også selv på, at metoderne til at diagnosticere demens var forskellige, og at nogle af deltagerne fik demens så hurtigt efter undersøgelsens begyndelse, at de kan have haft uopdaget demens allerede der.

Alligevel er deres konklusion klar:

"Vores undersøgelse ... giver de hidtil stærkeste data i forhold til vigtigheden af at behandle forhøjet blodtryk, selv i det sene liv," skriver de blandt andet i undersøgelsen, som er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Jama Network Open..