Shutterstock

Forskere advarer mod nogle industriopvaskemaskiner: Smuds forsvinder, men…

Farlige stoffer kan sætte sig på tallerkner, glas og bestik, efter det har været en tur i en industriopvaskemaskine.

Restauranter, hoteller og kantiner på skoler, institutioner og arbejdspladser.

Langt de fleste storkøkkener producerer tårne af beskidte tallerkner og glas i dagens løb - og derfor gør mange brug af store industriopvaskemaskiner for hurtigt at kunne rengøre beskidt service.

Men ifølge en ny undersøgelse efterlader industriopvaskemaskiner ikke nødvendigvis glas og tallerkner så rene, som de ser ud.

Der kan nemlig være efterladt farlige rengøringsrester på overfladen, som i sidste ende kan ende i vores mave-tarmsystem og gøre stor skade.

Rettelse:

I en tidligere version af artiklen fremgik det ikke klart, at undersøgelsen kun fandt tegn på potentielt skadelige spor af skyllemiddel efter vask i industriopvaskemaskiner. Det er nu gjort klart i teksten, at undersøgelsen ikke fandt tegn på skadelige stoffer efter vask i husholdningsopvaskemaskiner.

Farlige stoffer kan ende i tarmen

I en undersøgelse bragt i Journal of Allergy and Clinical Immunology har en gruppe internationale forskere fundet ud af, at nogle industriopvaskemaskiner efterlader skyllemiddel på de rengjorte tallerkner, glas og bestik.

Det sker ifølge forskerne, idet nogle industriopvaskemaskiner bruger skyllemiddel i maskinens skylleproces, som ikke bliver vasket af, før vandet i maskinen fordamper.

Og det kan få alarmerende effekter, lyder det fra forskerne. For i det indtørrede skyllemiddel findes der potentielt giftige stoffer, som kan føre til alvorlige skader på tarmen.

"Det er alarmerende, at der i mange apparater ikke er nogen ekstra vaskecyklus til at fjerne det resterende skyllemiddel", siger Cezmi Akdis, der er professor ved universitetet i Zürich, og som har stået i spidsen for undersøgelsen.

"Det betyder, at potentielt giftige stoffer forbliver på opvasken, hvor de så tørrer på plads," siger han.

En 3D-klump af tarmceller

For at undersøge sundhedsrisikoen dyrkede forskerne celler i et laboratorium, der efterligner de celler, mennesket har i tarmen.

På den måde skabte de en form for 3D-klump af tarmceller, der i høj grad ligner vævet i epitelbarrieren, der beklæder indersiden af vores tarme.

Epitelbarrieren udgør et vitalt beskyttende lag, som beklæder tarmkanalen og kontrollerer, hvad der kommer ind i kroppen.

©

Epitelbarrieren - et vigtigt beskyttende lag

De laboratorieskabte celler blev udsat for fortyndede koncentrationer af forskellige typer af rengøringsmidler og skyllemidler.

Målet var at efterligne de stoffer, som er tilbage på tallerkner og andet service, når det har været i opvaskemaskinen.

Og undersøgelsens resultater gav et klart praj om alvorlige risici ved industriopvaskemaskiner. Resultaterne gav dog ikke anledning til bekymring over almindelige opvaskemaskiner, som man finder i private hjem.

Forskerne fandt frem til, at høje doser af skyllemidler ødelagde tarmens beskyttende epitelceller, mens lavere doser gjorde cellerne mere gennemtrængelige.

Sammenlignet med celler, der ikke blev udsat for skyllemidler, kunne forskerne specifikt se, at de celler, som blev udsat for rengøringsmidler, havde en højere risiko for inflammation.

En tilstand, som opstår, når immunforsvaret reagerer på, at fremmede stoffer som bakterier og virus kommer ind i kroppen, ved at udsende hvide blodlegemer og kemiske stoffer for at beskytte kroppen.

© Claus Lunau

Læs også:

Ifølge forskerne giver resultaterne anledning til bekymring.

De mener nemlig, at en svækkelse af epitelbarrieren kan spille en rolle i udløsningen af mange kroniske sygdomme.