En af undersøgelserne stammer fra Australien, hvor mediet News.com allierede sig med laboratorie-teknikerne på EarthEcco, der arbejder med klinisk renlighed i bl.a. sundhedsvæsenet.
Her fandt forskerne frem til, at overfladen på de populære drinksbeholdere i nogle tilfælde var ti gange mere beskidte, end sundhedsanbefalinger foreskriver.
En af sodavandsdåserne blev målt til at være mere urent end et toiletsæde.
Forskerne måler forekomsten af bakterier og andet mikrobiotisk liv som enzymer og mug i såkaldte relative light units (RLU). Det gør de ved at belyse en overflade med et særligt luminometer, der får enzymet adenosintrifosfat til at lyse op.
Enzymet findes i næsten alle levende organismer, og derfor kan det bruges til at belyse, hvor meget mikroskopisk liv, der findes på en overflade.
En amerikansk undersøgelse fastlog, at et toiletbræt lyste op med 984 RLU, mens en af sodavandsdåserne i den australske undersøgelse scorede hele 1146 RLU.
Nye mikroorganismer
Forskerne bag de forskellige undersøgelser er enige om, at beholderne bliver inficeret med bakterier og andet snavs, når de bliver flyttet af mennesker, transporteret i store, beskidte lastrum og endelig stillet op på hylderne, hvor forbrugeren køber dem fra.
Hver gang sodavandsdåsen bliver håndteret af et nyt menneske, kommer beholderen i kontakt med nye mikroorganismer, der kan slå lejr på dens overflade.
Det er sandsynligvis også, fordi et menneske ikke har vasket hænder grundigt nok efter et toiletbesøg, at dåserne i få tilfælde har spor af afføring - E.coli-bakterier - på overfladen.
Næsten alle dåser er også hjemsted for et væld af mug-organismer, fandt en amerikansk undersøgelse frem til.
Brug et sugerør
På sodavandsdåsen med mest mug levede intet mindre end 600 mug-kolonier på overfladen.
Ifølge mikrobiologen Helene Ver Eecke, der selv har foretaget nogle af undersøgelserne, bør det dog ikke være grund til bekymring. Hun fortæller til det amerikanske lokalmedie WFTS Tampa Bay, at kun personer med nedsat immunfunktion bør passe ekstra på med de beskidte sodavandsdåser.
De kan rengøre overfladen inden, de hælder læskedrikken i sig, bruge et sugerør eller hælde dåsens indhold op i et glas i stedet.