Wikimedia Commons
Laboratoriemus

Forskere har forlænget levetiden hos mus med op mod 20 procent

Én enkelt transplantation med blodstamceller kan tilsyneladende holde mus i laboratoriet sunde og sygdomsfri i længere tid.

Inde i hulrummet i dine knogler findes en helt særlig fabrik, kaldet knoglemarven, der hele livet igennem sørger for at producere nye celler til dit blod.

Selve produktionen foregår ved hjælp af de såkaldte blodstamceller, som deler sig, modnes og hvert minut forvandler sig til imponerende 10 millioner hvide blodlegemer, 170 millioner røde blodlegemer og 500 millioner blodplader.

Nu har forskere fra blandt andet Taipei Medical University i Taiwan, fundet ud af, at de ved at ændre på blod-stamcellerne fra mus tilsyneladende kan forlænge gnavernes livslængde i laboratoriet med mellem 10 og 20 procent.

Det fortæller de til videnskabsmediet New Scientist.

I undersøgelsen fokuserede forskerne på et særligt protein kaldet KLF1, der kan sammenlignes med en form for hovedafbryder i bestemte blodceller og immunceller, hvor det hjælper med at kontrollere aktiviteten i forskellige gener.

I laboratoriet bemærkede forskerne, at mus med ændringer på den del af KLF1-genet, der styrer proteinets aktivitet, var fysisk aktive usædvanligt langt op i årene, og at deres hår også forblev sort og skinnende i længere tid.

Da de kiggede nærmere på livslængden hos de gensplejsede mus, kunne de desuden se, at de levede mellem 10 og 20 procent længere, end de mus, hvis blodstamceller ikke var ændrede.

Samtidig så de genmodificerede blodstamceller også ud til at forsinke den mentale tilbagegang hos laboratoriemusene.

Ifølge forskerne kunne de med bare én enkelt transplantation forlænge livet hos en to måneder gammel mus med fem måneder sammenlignet med andre mus, som fik sprøjtet helt almindelige blodstamceller ind i kroppen. En forøgelse i levetiden, som angiveligt svarer til omkring 20 procent.

Forskere: Kan bruges i behandlingen af kræft

Blodstamceller bruges allerede som en del af behandlingen mod visse kræftsygdomme i blodet og knoglemarven, men forskerne håber, at de ved at tilføje de ændrede blodstamceller til behandlingen en dag i fremtiden kan hjælpe med at forhindre, at kræften vender tilbage hos patienterne.

De genmodificerede blodstamceller ser nemlig også ud til at dæmpe mænge af et protein kaldet PD-1, som flere former for kræft udnytter for at undgå angreb fra kroppens immunforsvar.

Ifølge forskerne er det dog alt for tidligt i processen at spekulere i, om de genmodificerede blodstamceller kan bruges ene og alene med det formål at forlænge levetiden hos mennesker.

Undersøgelsen er uploadet på preprint-serveren bioRxiv og har dermed ikke gennemgået peer review, som er en del af kvalitetssikringen af videnskabelige udgivelser.