Shutterstock

Forskere har fundet ny årsag til kvindeligt fertilitetsproblem

Japanske forskere har fundet overraskende forklaring på, hvorfor nogle kvinder rammes af endometriose.

Helt op til 10 procent af kvinder i den fødedygtige alder bliver ramt af endometriose, en smertefuld tilstand, som kan være forbundet med nedsat frugtbarhed.

Man ved ikke så meget om, hvorfor det kun er nogle kvinder, der udvikler denne tilstand, men japanske forskere har opdaget en hidtil ukendt årsag, som kan være med til at forklare fænomenet.

Antibiotika-behandling hjalp

I en undersøgelse af 155 japanske kvinder fandt forskerne stammer af bakteriearten Fusobacterium hos 64 procent af kvinder, som havde endometriose, og hos syv procent af de kvinder, som ikke havde problemet. Fusobacterium findes naturligt i mundhulen og tarmen hos mennesker.

I efterfølgende forsøg med endometriose-ramte mus, som var blevet inficeret med Fusobacterium, observerede forskerne, at når musene blev behandlet med antibiotika, mindskede dette størrelsen på og antallet af de særlige læsioner, som optræder i forbindelse med endometriose.

Forbundet med kraftig smerte

”Der er helt afgjort visse ting, som får os til at antage, at bakterier er involveret i endometriose. Det er ikke udelukkende et spørgsmål om gener”, forklarer Elise Curtois, som forsker i endometriose ved Jackson Laboratory i Farmington, Connecticut, USA.

Det mest almindelige symptom ved endometriose er smerte, som ofte kan være temmelig kraftig. De eksisterende behandlingsmuligheder begrænser sig til hormonterapi og kirurgi.

”Vi ønsker at finde nye behandlingsmetoder, men først skal vi vide mere om, hvorfor nogle kvinder har denne lidelse”, fortæller Yutaka Kondo, som er kræftbiolog ved Nagoya University i Japan og en af forskerne bag undersøgelsen.

Nedsat fertilitet og øget kræftrisiko

Endometriose opstår ved, at den slimhinde (endometriet), der beklæder indersiden af livmoderen, migrerer til andre dele af kroppen, hvor den kan vokse sig fast. Det gælder typisk organer i bækkenområdet.

Dette resulterer ofte i læsioner på kønsorganerne (livmoderen, æggelederne og æggestokkene), og det kan være forbundet med nedsat fertilitet. Kvinder med læsioner på æggestokkene har endvidere en øget risiko for at få æggestokkræft.

Næste skridt bliver et lave en klinisk undersøgelse af endometriose-ramte kvinder for at finde ud af, om behandling med antibiotiske lægemidler kan afhjælpe deres symptomer.