Hjernen higer efter fedt

Mens du kæmper for at slippe af med de farlige kilo, svarer din hjerne igen ved at skrue op for appetitten og ned for energiforbruget. Og forskning har vist, at dine chancer for at vinde kampen ikke bliver afgjort af din viljestyrke, men af din strategi.

Du har et væld af forskellige slankekure at vælge imellem, men de er ikke alle lige effektive, og mens nogle kan forebygge en lang række sygdomme, kan andre skade din krop. Forsøg afslører også, at nøglen til at vælge den rigtige kur gemmer sig blandt mikroskopiske organismer i din tarm.

Milliarder døjer med overvægt

Over en halv milliard mennesker er i dag svært overvægtige, dvs. deres BMI er over 30. BMI beskriver forholdet mellem personens vægt og højde, og grænsen til overvægt går ved 25. En global undersøgelse fra 2017 viste, at det gennemsnitlige BMI for hele klodens befolkning er steget kraftigt i de seneste årtier og nu ligger lige under 25.

Hjernens indædte modvilje mod vægttab sætter tydelige spor i statistikkerne, og det er dyrt for både den enkelte person og samfundet.

For hvert kilo, du tager på ud over den anbefalede normalvægt, øges ri­si­ko­en for alvorlige sygdomme som suk­ker­sy­ge, forhøjet blodtryk, blodprop, hjer­ne­blød­ning og kræft. Og hvis du ender på et BMI over 35, løber du en dobbelt så stor risiko for at dø af en af disse sygdomme.

Alene i USA anslår man, at fedmerelaterede sygdomme koster samfundet 970 milliarder kroner og 300.000 dødsfald hvert år.

Frygten for fedmen får mange til at skue nervøst til badevægten. En spansk undersøgelse fra 2017 viste, at omkring 65 procent af de adspurgte kvinder var bekymrede over deres vægt, mens det samme gjaldt 40 procent af mændene.

Udvejen for mange af dem er en slankekur, og i teorien burde det slet ikke være så svært at tabe sig. I al sin enkelhed gælder det om at indtage færre kalorier, end kroppen forbrænder – de skal blot spise mindre eller bevæge sig mere. Men i praksis er det ikke så nemt.

Når vi spiser mindre, udskiller mavesækken, tarmen, bugspytkirtlen og fedtdepoterne hormoner, der flyder med blodet til hjernen og fortæller den, at vi er sultne.

Sulten sidder altså ikke i maven, som vi kan forsøge at lade være med at tænke på, men derimod i hjernen, som styrer alle vores tanker, vores adfærd og alle kroppens ubevidste reaktioner. Den tvinger os til at tænke konstant på mad, røre os mindre og sænke stofskiftet for at spare på kalorierne.

Kalorier er stærkere end kokain

Din hjerne har et ekstra våben til rådighed end blot almindelig sult, når det kommer til at skaffe flere kalorier til din krop.

Psykologen Julia Reichenberger fra University of Salzburg i Østrig undersøgte i 2018 en gruppe forsøgspersoners trang til forskellige fødevarer i løbet af dagen. Resultaterne viste, at ved typiske spisetider midt på
dagen og først på aftenen blev personerne sultne og fik lyst til rigtig mad som fx brød, pizza og grøntsager.

Uden for spisetiderne tænkte de ikke meget på rigtig mad, men til gengæld opbyggede de i løbet af dagen en lyst til kalorierige søde og salte snacks som fx chips, chokolade og kager. Lækkersulten optrådte helt uafhængigt af den egentlige sultfølelse og var størst lige efter et måltid, hvor sulten var i bund.

Hjerneforskere har også studeret lækkersultens natur, og det viser sig, at hjernen kontrollerer den på en helt anden måde end sult. Mens sultfølelsen hovedsageligt opstår i hjerneregionen hypotalamus som en
reaktion på fordøjelsessystemets hormoner, så er lækkersulten reguleret af hjernens belønningscenter og minder på mange måder om trangen til nikotin og narkotika.

Allerede i 2007 viste den franske forsker Serge Ahmed fra Université de Bordeaux i Frankrig, at hvis rotter frit kan vælge, vil de hellere indtage sukkervand end kokain. Selv kokaintilvænnede rotter skiftede efter en uge helt frivilligt til den sukkersøde drik.

Andre forsøg tyder på, at sukker ikke skaber en egentlig afhængighed, men at det blot udløser så stor en nydelse, at hjernen higer efter mere. Det samme gælder fed og salt mad, og derfor er fastfood, slik, kager og snacks så svære at holde fingrene fra.

Netop den type fødevarer, som egentlig ikke stiller sulten, men bare får os til at spise ekstra kalorier, kom for alvor på banen i den vestlige verden i 1970’erne, og siden den tid er den enkeltes daglige kalorieindtag i
gennemsnit steget med 400 kalorier – en stigning på omkring 20 procent.

Tidsrejse slanker

Jagten på en effektiv slankekur har ført mange tilbage til tiden før fastfood. Især den såkaldte middelhavskur, som afspejler kosten i Sydeuropa frem til 1950’erne, er blevet populær. Dengang var kød, æg, mælk, ost og sukker luksusvarer, og folk levede i stedet af grove grøntsager, fuldkorn, en smule fisk samt enkeltumættet fedt fra olivenolie og nødder.

På trods af den ydmyge fattigmandskost havde sydlændingene et bedre helbred og levede længere end langt mere velstående indbyggere i Nordeuropa og USA, og adskillige forskere har siden undersøgt middelhavskosten.

Konklusionen er, at kostens enkelte kom­po­nen­ter beskytter mod blandt andet hjerte-kar-sygdomme og kræft. Samtidig sør­ger en stor mængde kostfibre for at fylde maven godt op og give hjernen en langvarig mæthedsfornemmelse på trods af en for­holds­vis lille mængde kalorier.

En stor undersøgelse fra 2016 fandt, at kostens slankende effekt var betydeligt større end ved en traditionel slankekur med kalorietælling. Personer, der spiste middelhavskost, tab­te sig mellem fire og ti kilo, mens de, der fulgte en klassisk kur, kun tabte sig mellem tre og fem kilo.

Resultatet er på mange måder overraskende, fordi middelhavskosten indeholder mere fedt end en gennemsnitlig hverdagskost – 40 procent mod kun 34 procent. Den afgørende forskel er, at fedtet består af umættede fedtsyrer fra bl.a. olivenolie og nødder. Det umættede fedt bidrager i mindre grad end mættet fedt til opbygning af kroppens fedtvæv.

Proteinkur vælter madpyramiden

Nogle slankekure går mere ekstremt til værks, når det kommer til at ændre vores spisevaner. En af dem er den såkaldte Atkins-kur, der vender op og ned på madpyramiden.

Den skærer brutalt ned på kulhydraterne, så de i stedet for at udgøre 55 procent af det daglige energiindtag kommer til kun at udgøre fem procent. Til gengæld fordobles mængden af fedt og protein.

Det er en drastisk omlægning af kosten, der har fået adskillige læger og forskere til at tvivle på, om kuren overhovedet er sundhedsmæssigt forsvarlig. Spørgsmålet er
endnu ikke afklaret – primært fordi kuren kun har været udbredt i omkring et årti, og forskerne kender derfor ikke langtidsvirkningerne.

Til gengæld er den ingen tvivl om, at det er en effektiv slankekur. I en stor sammenligning af ti forskningsgruppers resultater viste det sig, at Atkins-kuren i gennemsnit munder ud i et vægttab på 7,7 kilo i løbet af et halvt år.

Årsagen til vægttabet er formentlig, at kosten er mere mættende end en normal kost, dels fordi proteiner mætter mere end kulhydrater, dels fordi manglen på kulhydrater får leveren til at udskille såkaldte ketoner, som også har en mættende effekt.

Manglende kulhydrater i kosten har også en anden væsentlig effekt. Din krop vil optage mindre glukose, som er det primære nedbrydningsprodukt fra kulhydrater, og dermed vil bugspytkirtlen udskille mindre af hormonet insulin, der har til opgave at regulere mængden af glukose i blodet.

Faldet i insulin er fordelagtigt, fordi et højt insulinniveau med tiden gør kroppens celler mindre følsomme over for hormonet. Mang­len­de insulinfølsomhed kan føre til type 2-sukkersyge, hjerte-kar-sygdomme,
in­flam­ma­tioner og andre lidelser, og flere undersøgelser peger på, at Atkins-kuren kan mindske risikoen for disse sygdomme.

Forskere grubler over paradoks

Overvægt er dårlig for dit hjerte. De ekstra kilo kan give dig højt blodtryk, bremse blodtilførslen til hjertemusklen eller forårsage hjertesvigt. Alligevel peger forskning på, at overvægtige tilsyneladende har større chance for at overleve hjerte-kar-sygdomme end normalvægtige.

For­sker­ne kalder fæ­­no­­me­­net for fed­­me­­pa­­ra­­dok­­set og har endnu ikke fundet en klar forklaring på det.

Et bud er, at vores mål for overvægt – et BMI over 25 – ikke nøjagtigt afspejler, hvor store personens fedtdepoter er. Men fedmeparadokset ser ud til at gælde, uanset om forskerne bruger BMI eller direkte måler mængden af kropsfedt.

Paradokset bliver mere kompliceret af, at de overvægtige kan forbedre deres overlevelseschancer endnu mere – ved at tabe sig. Derfor råder forskerne stadig både syge og raske overvægtige til at slanke sig.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at forskerne vil opmuntre dig til at gå i gang med en hvilken som helst slankekur. Forsøg på mus og rotter har vist, at et hurtigt vægttab kan påvirke hormonbalancen, så dyrene overspiser efter kuren og ender på en højere vægt end før slankekurens begyndelse.

Lignende tendenser ses hos mennesker. I 2017 sammenlignede en stor undersøgelse langtidskonsekvenserne efter en lang række forskellige slankekure. Alt i alt omfattede undersøgelsen 26.000 forsøgspersoner, der alle var på kur i mindst seks måneder.

På en traditionel slankekur havde de efter et halvt år tabt sig fem kilo, og i de følgende 2,5 år tog de to af kiloene på igen. De personer, der var på en såkaldt pulverkur med meget få kalorier, tabte hele 18 kilo på det første halve år, men havde 2,5 år se­ne­re genvundet 12 kilo.

Nogle for­ske­re mener, at vægt­­sving­nin­ger­ne kan være skadelige for krop­­pen, men emnet bliver sta­dig de­bat­te­ret, og videnskaben har endnu ikke noget klart svar.

Bakterier har løsningen

Nøglen til at undgå svingninger i vægten er at finde en kur, som er effektiv og samtidig ikke er så hård for kroppen, at hjernen svarer kraftigt igen. Sådan en kur findes formentlig, men forskning viser, at den skal skræddersyes til den enkelte person.

Alle slankekure påvirker stofskiftet på deres egen måde, og en enkelt kur kan påvirke forskellige personer meget forskelligt. En del af forklaringen på det sidstnævnte fænomen blev afdækket i 2015 af forskerne Eran Elinav og Eran Segal, som begge arbejder på Weizmann Institute of Science i Israel.

Forskerne fulgte 800 forsøgspersoner tæt gennem en uge og målte uafbrudt deres blodsukkerniveau med et bærbart apparat. Da de analyserede resultaterne, blev de noget overraskede.

Én person kunne fx spise cookies uden at få nævneværdige mængder sukker ind i blodet, mens samme lækkerbisken fik blodsukkeret op i det røde felt hos en anden. Yderligere undersøgelser afslørede, at forskellen skyldtes forskelle i personernes tarmflora.

Bakterierne i tarmen spiller en vigtig rolle i vores fordøjelse, og det lykkedes forskerne ud fra tarmfloraen at skræddersy diæter til hver af de 25 forsøgsdeltagere, så deres blodsukker kunne holdes under kontrol.

Metoden vil formentlig nu kunne bruges til at skræddersy effektive slankekure til den enkelte person.