Homøopati: Har vand en hukommelse?

Blandt forskere rejste artiklen en voldsom debat.

Tidsskriftet Natures egen chefredaktør, John Maddox, tog et hold af eksperter med til Benvenistes laboratorium for at se, om de franske forskere kunne gentage deres resultater, efter at betydelige mangler i forsøgets grundlæggende metode var blevet rettet. Det kunne de ikke.

Siden har flere andre laboratorier udført forsøget, og gang på gang når de frem til, at den banebrydende franske opdagelse ikke holder vand.

Men jubelen er ikke aftaget hos homøopaterne. De behandler i dag flere hundrede millioner mennesker over hele verden, og homøopati indgår i det offentlige sundhedssystem i flere lande – især i Europa.

Spørgsmålet er, om patienterne får noget ud af behandlingen – eller om de bliver snydt. Ved første øjekast er svaret langtfra klart.

En række forsøg ser ud til at vise, at homøopatiens fortyndinger virker bedre end almindeligt vand på alt fra eksem til kræft. Andre forsøg viser det modsatte.

Men ikke alle forsøg er lige gode. Mange overholder ikke videnskabens mest grundlæggende regler – og resultatet er en total fordrejning af behandlingens effekt. Når de misvisende forsøg sorteres fra, bliver billedet pludselig langt klarere.

Medicin bliver til det rene vand

“Det samme kurerer det samme” – Samuel Hahnemanns grundlæggende princip for homøopatien er simpelt.

Det betyder eksempelvis, at hvis du har et udslæt på huden, så kan det kureres med en kraftig fortynding af et stof, der i højere koncentrationer giver samme type udslæt.

Hahnemann kunne fx angiveligt få bumser til at forsvinde ved at give sine patienter en fortynding af afskrab fra blærefyldte udslæt forårsaget af fnatmider.

Under sine forsøg kom Hahnemann frem til, at selve fortyndingsprocessen var vigtig.

Han udviklede en metode, hvor han fortyndede opløsningen 100 gange, rystede den, tog en lille mængde ud og fortyndede den 100 gange, rystede, tog lidt ud og fortyndede igen osv.

Hver fortynding benævnes C, så 3C er tre fortyndinger og en samlet fortynding på 100 x 100 x 100, det vil sige en million, gange.

Hahnemann og nutidens homøopater mener, at det homøopatiske middels effekt bliver forstærket ved hver fortynding, samtidig med at den symptomfremkaldende virkning mindskes.

Efter hver fortynding indeholder opløsningen færre og færre molekyler af midlet – ved 10C vil der kun være nogle få molekyler tilbage, og ved 12C vil der efter al sandsynlighed ikke være et eneste tilbage.

Ikke desto mindre bruger homøopaterne typisk fortyndinger på 30C eller helt op til 200C. Når fortyndingen er færdig, bliver væsken som regel sprøjtet på sukkerpiller, som patienten kan indtage.

Homøopatiens tilhængere har endnu ikke fundet en forklaring på, hvordan et stof, der ikke længere er til stede, kan helbrede patienter. Ligesom Hahnemann holder de sig til løst formulerede teorier, som ikke er videnskabeligt efterprøvet.

Forsøg fordrejer virkeligheden

Homøopaternes manglende evne til at forklare, hvordan behandlingen virker, er ikke i sig selv et problem. En behandling kan godt virke, selvom vi ikke forstår hvordan.

Der er kun en måde at finde ud af, om den virker – den skal testes på patienter. Men sådan et forsøg skal planlægges nøje.

En række tilsyneladende ubetydelige fejl kan gøre forsøgets resultater ubrugelige.

En af de mest åbenlyse er at bruge for få forsøgspersoner – et forsøg med kun få patienter er meget sårbart over for tilfældigheder, og resultaterne vil ikke have meget at gøre med behandlingens effekt.

Ud over at forskerne er nødt til at teste behandlingen på et tilpas stort antal patienter, er de også nødt til at inkludere en kontrolgruppe i forsøget.

Kontrolgruppen består af patienter, som har samme lidelse som behandlingsgruppen og har samme variation i alder, køn osv.

Den eneste forskel er, at patienterne i kontrolgruppen ikke får behandlingen – de modtager en anden behandling, som ofte består af uvirksomme sukker- eller kalktabletter.

Kontrolgruppen er vigtig, fordi selve ritualet omkring behandlingen – at snakke med behandleren og indtage en pille – nogle gange er nok til at forbedre patienternes tilstand.

Dette fænomen kaldes placeboeffekten, og uden en kontrolgruppe i forsøget kan forskerne ikke vide, om ændringen i patienternes symptomer skyldes selve behandlingen eller blot er et resultat af placeboeffekten.

At inkludere en kontrolgruppe er dog langtfra nok. Det er ekstremt vigtigt, at forskerne sikrer, at ingen af patienterne i forsøget ved, hvilken gruppe de er i – hvis de ved det, kan placeboeffekten ende med at blive større i den ene gruppe end i den anden.

Behandleren må heller ikke vide, hvilken gruppe den enkelte patient tilhører – hvis han gjorde det, ville han bevidst eller ubevidst kunne påvirke resultatet til den ene eller den anden side.

Et forsøg, hvor hverken patient eller behandler ved, hvem der modtager hvilken behandling, kaldes et dobbelt blindforsøg. Men der er andre, der kan komme til at påvirke resultatet.

I nogle forsøg er det en læge, som står for at fordele patienterne i de to grupper, men selvom han gør sit bedste for at fordele patienterne tilfældigt, ender det som regel ikke sådan.

Bevidst eller ubevidst kan han have en tendens til fx at lede de friskeste personer over i den ene gruppe – et fænomen, som gang på gang har vist sig at fordreje resultaterne til behandlingens fordel.

Den rigtige løsning er i stedet at lade en computer fordele patienterne.

Homøopati dumper i testen

Dårligt planlagte forsøg er udbredte inden for medicinens verden. Flere undersøgelser peger fx på, at under halvdelen af forsøg på mennesker formår at fordele patienterne tilfældigt i behandlings- og kontrolgruppen.

Derfor kan det være svært at vurdere, om en bestemt behandling virker eller ej.

Løsningen er, at uafhængige forskere gennemgår samtlige forsøg, der tester behandlingen – eller et repræsentativt udsnit af dem – og sørger for at sortere de dårligste fra, så vi kan få et mere nøjagtigt billede af behandlingens effekt.

Sådan en undersøgelse kaldes en metaanalyse.

I 2005 gennemgik forskere fra Universität Bern i Schweiz og University of Bristol i England 110 forsøg, der testede effekten af homøopatiske behandlinger, og sammenlignede dem med 110 forsøg, som undersøgte mere konventionelle behandlinger.

En gennemgang af forsøgsmetoderne viste, at kun 21 af forsøgene med homøopati og ni af forsøgene med konventionel medicin kunne betragtes som troværdige.

Analysen afslørede også, at jo dårligere forsøgene var, jo større effekt af behandlingen kom de frem til. Alt i alt var behandlingseffekten omkring 40 procent bedre i de dårlige forsøg end i de gode.

Når forskerne kun kiggede på de gode forsøg, så de en tendens til, at de konventionelle behandlinger havde en vis virkning, mens homøopatien ikke var bedre end placebo.

Grundige metaanalyser, som hver især gennemgår beviserne for den enkelte behandlings virkning på den enkelte sygdom, er essentielle for, at lægerne kan give deres patienter den bedst mulige behandling.

Og der er udført masser af dem på homøopati. Australiens Medicinske Forskningsråd samlede i 2015 en lang række metaanalyser i en stor rapport, som vurderede virkningen af homøopatisk behandling på 61 forskellige lidelser.

For seks af sygdommene var behandlingen aldrig blevet sammenlignet med placebo, så her var det umuligt at drage nogen konklusioner.

For 29 af sygdommene fandtes der kun ét forsøg, som sammenlignede behandlingen med placebo, og ingen af disse forsøg overholdt kravene til troværdige forsøg.

Heller ikke en række forsøg på 14 andre lidelser bestod testen. I alt fandt de australske forskere kun 13 lidelser, hvor der var tilstrækkeligt troværdige forsøg til at drage en klar konklusion om effekten af homøopati.

For alle 13 sygdomme var svaret det samme: Homøopatiske behandlinger er ikke mere effektive end placebo.

Placebo kan ikke kurere dig

Homøopatiens problemer med troværdigheden bliver bakket op af flere nye metaanalyser.

Tre af dem kom fra forskere, der var tilknyttet Den Britiske Homøopatiforening – en forening, der er dedikeret til at udbrede brugen af homøopati, så problemet er nu også anerkendt blandt fortalerne for behandlingen.

De opfordrer til nye og bedre tests af den omstridte behandlingsform.

I mellemtiden benytter millioner af mennesker sig af homøopatiske midler, som ikke har nogen dokumenteret virkning.

Problemet er, at mange patienter vælger at udskyde eller helt fravælge en konventionel behandling med en veldokumenteret effekt til fordel for homøopati eller en anden alternativ behandling.

Flere undersøgelser viser, at sådan et valg er forbundet med markant lavere overlevelsesrate blandt fx kræftpatienter, så situationen er alvorlig.

En anden bekymring er, at mange lande mangler kontrol med fremstillingen af homøopatimidler.

Det er især problematisk, fordi nogle af midlerne er fortyndinger af giftige stoffer eller af bakteriefyldte væsker, heriblandt lymfe fra køer med tuberkulose eller udflåd fra mænd med gonorré.

Generelt er homøopati dog i sig selv uskadelig, og nogle fortalere argumenterer for, at behandlingens evne til at fremkalde en helbredende placeboeffekt er grund nok til give den til patienterne.

Undersøgelser peger på, at placeboeffekten kan mindske subjektive symptomer, fx smerte og kvalme, hos visse patienter. Men intet tyder på, at den påvirker den underliggende sygdom – den kan fx ikke bekæmpe en kræftsvulst.

Placeboeffekten kan desuden opnås uden at vildlede patienterne. Ny forskning viser, at patienter kan opleve en placeboeffekt, selv hvis de er helt klar over, at de kun får sukkerpiller.

Så mens vi venter på troværdige forsøg, der bekræfter Jacques Benvenistes omstridte resultater og viser, at homøopati virker bedre end placebo, råder forskerne patienter til ikke at lægge deres liv i homøopaternes hænder.