Om en madras er sund, skal måles på søvnkvaliteten og belastningen af ryggen. Men selv om der findes mange teorier om, hvilken madras der er bedst, eksisterer der faktisk meget lidt videnskabelig dokumentation. En af de mest udbredte teorier er nok, at rygsøjlen har et naturligt udstrakt leje, som madrassen skal understøtte. Det bliver ofte illustreret med en tegning i annoncer, men faktisk er der lige så lidt videnskabeligt hold i denne påstand som i mange af de andre. Det er senest blevet slået fast i en ny dansk undersøgelse af sammenhængen mellem liggekomfort og rygsmerter.
Ifølge sagkundskaben – dvs. søvnforskere, rygspecialister, fysio- og ergoterapeuter og kiropraktorer – findes der slet ikke nogen standardløsning på valg af seng og madras. Man kunne også sige, at den seng, man sover godt i, er den sundeste. Sengen må blot ikke forårsage ekstreme stillinger eller tryk på skuldre, rygsøjle og bækken, og den må frem for alt ikke fastlåse vores bevægelsesfrihed, sådan som det fx kan ske, hvis man synker dybt ned i en vandseng.
Sengeproducenterne beskriver ellers ofte en sund nattesøvn som en, hvor man ikke bevæger sig så meget, men rent faktisk skifter vi stilling mellem ti og flere hundrede gange i løbet af en nat, og forskerne mener, at det muligvis er vigtigt for at holde lunge- og kredsløbsfunktionen i gang. Mens den bløde vandseng altså kan hæmme bevægelsesfriheden, tager den til gengæld godt af for det tryk, der kan opstå på kroppens fremspring på en hård futon. Det er især en fordel for tynde mennesker – de bedre polstrede er beskyttet af deres fedtlag og behøver ikke så blød en madras.