Nogle forskere hævder, at forholdet ikke eksisterer, og at beviser på det modsatte skyldes unøjagtige målinger af fedme, eller at overvægtige mennesker får bedre behandling end andre.
Nu har en omfattende svensk undersøgelse imidlertid bekræftet paradokset blandt patienter med hjertesvigt.
Forsigtige resultater
Forskerne inddelte knap 70.000 patienter, der havde været indlagt på hospitalet med hjertesvigt, i forskellige BMI-klasser.
BMI står for Body Mass Index og er et mål, der bruger din højde og vægt til at finde ud af, om din vægt er sund. En sund, normal vægt er kategoriseret ved at have et BMI mellem 18,5 og 24,9.
Forskerne fandt, at overvægtige patienter med et BMI på 25 eller mere havde en lavere risiko for at dø end patienter med normalvægt, til trods for at overvægtige har 30 procent større risiko for hjertesvigt sammenlignet med normalvægtige.
Samtidig havde undervægtige patienter med et BMI under 18,5 en højere risiko for at dø som følge af hjertesvigt end normalvægtige.
Ifølge forskerne bag undersøgelsen sparker deres resultater liv i debatten om fedmeparadoksets ægthed. De understreger dog samtidig, at der kan være tale om såkaldt omvendt kausalitet.
Patienter med alvorligt hjertesvigt taber sig nemlig ofte, fordi de har en nedsat appetit og et øget energiforbrug på grund af hjertets ekstra arbejde.
Derfor kan den højere dødsrate blandt normalvægtige skyldes, at sygdommen har været så alvorlig for tidligere overvægtige mennesker, at de er døde med en betydelig lavere vægt.
‘’Resultaterne bør ikke tages som bevis for fordelene ved at tage på i vægt, når man har hjertesvigt eller ikke lever en sund livsstil,’’ siger hovedforfatter og postdoc ved Karolinska Instituttet, Giulia Ferrannini.
En dansk undersøgelse har tidligere aflivet fedmeparadokset med henvisning til, at målinger af forholdet mellem talje og højde giver et langt mere retvisende mål for hjertesvigt-patienters forventede prognose end målinger med BMI.
Faktisk anbefaler officielle retningslinjer for forskning af overvægt og fedme også at anvende andre og flere måleparametre end BMI, hvis man skal forstå hjertesygdommens risiko for forskellige mennesker.