Shutterstock

Kæmpe vækst i alvorlig sygdom

Antallet af sygdomsramte ventes at stige voldsomt de næste 25 år. Og overvægt er med til at forværre problemet.

Slidgigt er en tilstand, som opstår i led, når den beskyttende ledbrusk gradvist forsvinder, så de blottede knogleender skurrer mod hinanden. Det giver nedsat ledbevægelighed og smerter og kan være ødelæggende for livskvaliteten.

Normalt opstår slidgigt – også kaldet artrose – primært hos den aldrende del af befolkningen, men forskere har kigget på de seneste 30 års statistik og observeret, at slidgigt bliver mere og mere udbredt på tværs af aldersgrupperne. Tilsyneladende er overvægt en væsentlig årsag til dette.

Ud fra nye beregninger vurderer eksperter, at når vi er fremme ved år 2050, vil knap en milliard mennesker på verdensplan have slidgigt. Ud fra det estimerede befolkningstal, som på det tidspunkt ifølge Forende Nationer vil være oppe på 9,7 milliarder, svarer det til, at hver tiende person i verden har slidgigt.

Markant stigning

Forskerne bag undersøgelsen har analyseret stigningen i slidgigt over de seneste tre årtier i flere end 200 lande. I 1990 var der 256 millioner mennesker med slidgigt. Tallet var i 2020 vokset til 595 millioner, hvilket er en umiddelbar stigning på 132 procent. Dog skal vi lige huske at medregne den øgede verdensbefolkning. Fra 1990 til 2020 steg antallet af mennesker i verden fra 5,2 milliarder til 7,8 milliarder, så den relative stigning i slidgigt er 55 procent, hvilket dog stadig er alarmerende.

”Ud fra den betragtning at mennesker lever længere, og verdensbefolkningen vokser, er vi nødt til at forvente, at dette kommer til at lægge et voldsomt pres på sundhedsvæsenet i de fleste lande”, siger undersøgelsens leder, Dr. Jaimie Steinmetz fra Institute for Health Metrics and Evaluation (IHME).

Rammer hovedsageligt kvinder

Slidgigt opstår oftest i knæ og hofter, og ifølge den nye undersøgelse, som er offentliggjort i The Lancet Rheumatology, vil det fortsat være knæled, slidgigten primært rammer. Men der vil ligeledes være en markant stigning i forekomsten af slidgigt andre steder i kroppen, eksempelvis albuer og skuldre.

Kvinder er tilsyneladende mere udsatte end mænd. I 2020 var 61 procent af slidgigtpatienterne kvinder, hvor kun 39 procent var mænd. Det kan skyldes en række forskellige ting.

”Der bliver i øjeblikket kigget på mulige årsager til denne kønsforskel, når det gælder slidgigt, men forskerne mener, at det skyldes genetiske forhold, hormonelle faktorer og anatomiske forskelle”, fortæller professor, Dr. Jacek Kopek, fra School of Population and Public Health ved University of British Columbia, som er medforfatter til undersøgelsen.

Fedme er en væsentlig årsag

Fedme er som sagt en afgørende faktor, når det gælder risikoen for at udvikle slidgigt, og hvis det lykkes at sætte ind imod de omfattende problemer med overvægt, som især ses i de udviklede lande, vil slidgigtproblemet måske kunne mindskes med op til 20 procent, siger forskerne bag undersøgelsen.

I 1990 var fedme ansvarlig for 16 procent af slidgigttilfældene, og i 2020 var tallet steget til 20 procent.

”De forskellige landes sundhedsvæsen og regeringer har nu muligheden for at engagere sig i og deltage i udpegningen af sårbare befolkningsgrupper, at identificere årsager til slidgigtproblemet, og at udvikle strategier, som kan forebygge eller bremse væksten i denne sygdom”, fortæller Dr. Liane Ong, som er ledende forsker ved IHME og medforfatter til undersøgelsen.