Kiropraktik: Kan et skub i ryggen fjerne dine smerter?

Ifølge kiropraktikken opstår mange af kroppens sygdomme ved, at ryggens hvirvler bliver forskudt i forhold til hinanden, så rygradens nerver kommer i klemme. Men kan det overhovedet lade sig gøre?

Måleren viser nu, at borepressen leverer mere end 50 kilos pres på den afdødes ryghvirvel. Rygraden bøjer sig en smule, så åbningerne mellem ryghvirvlerne bliver mindre – åbningernes kanter nærmer sig langsomt nerverne. Så brækker knoglen under presset.

Crelin gentager forsøget forskellige steder på rygraden og på fem andre afdøde personer. På intet tidspunkt trykker ryghvirvlerne på nerverne – selv når presset på knoglerne er så højt, at de er ved at brække.

Årsagen er, at der altid er god plads rundt om rygradens nerver.

Crelins forsøg fra 1973 afslører en fejl i kiropraktikkens grundlag. Forskudte ryghvirvler rører ikke ved nerverne. Men det betyder ikke nødvendigvis, at behandlingen er håbløs – måske afhjælper kiropraktorens tryk på din rygrad andre problemer i ryggen, som bidrager til smerter og sygdom.

En lang række forsøg bakker op om den påstand. De viser tilsyneladende en klar forbedring i patienternes symptomer efter en kiropraktisk behandling.

Problemet er, at størstedelen af forsøgene er propfyldt med basale fejl, som gør deres resultater mere eller mindre ubrugelige. Forskerne er derfor nødt til at navigere forsigtigt gennem virvaret af forsøg, når de skal finde sandheden om kiropraktiks virkning.

Kiropraktorer forkaster teori

Kiropraktikkens fader, Daniel David Palmer, var overbevist om, at stort set alle kroppens sygdomme udspringer fra rygsøjlen – og at alle disse sygdomme kunne behandles ved grundig fysisk bearbejdning af rygsøjlen.

Palmer byggede sin teori på, at nerver fra rygsøjlen når ud til alle kroppens organer, og at nervernes funktion så ud til at blive påvirket, hvis ryghvirvlerne sad forkert i forhold til hinanden.

Selv de mindste forskydninger af ryghvirvlerne – så små, at vi i dag ikke ville kunne se dem på en CT-skanning – resulterede ifølge Palmer i det, han kaldte vertebral subluxation: et tryk på rygradens nerver.

Han mente, at 95 procent af alle sygdomme skyldes vertebral subluxation, mens de resterende 5 procent skyldes forskydninger i kroppens andre knogleled.

Mange såkaldt ortodokse kiropraktorer tilslutter sig stadig Palmers 125 år gamle påstand, og det er muligt at finde klinikker, der tilbyder kiropraktisk behandling af rygsøjlen med det formål at modvirke lidelser som hovedpine, højt blodtryk, lavt blodtryk, nedsat lungefunktion, svækket immunforsvar og maveproblemer.

I dag findes der intet bevis for, at små forskydninger i rygsøjlen skulle være årsag til sygdom. Og mange kiropraktorer tager afstand fra Palmers idéer. De begrænser sig til at mene, at kiropraktisk manipulation af rygsøjlen kan lindre lokale smerter i ryggen.

Den version af kiropraktik dominerer bl.a. på den femårige kiropraktoruddannelse i Danmark og fire andre europæiske lande – en universitetsuddannelse, som har mange fag tilfælles med medicinstudiet.

De veluddannede kiropraktorer udøver deres behandling af rygsmerter på hospitaler og private klinikker. Og i mange europæiske lande får deres patienter offentlige tilskud – uanset om de har en henvisning fra en læge eller ej. Men selv ikke denne moderate udgave af kiropraktik er der enighed om, og der er langt mellem forsøg, som kan retfærdiggøre dens eksistens.

Små forsøg overdriver effekt

Den amerikanske kiropraktor Sean Hannon skriver i 2004 en oversigtsartikel, hvor han gennemgår “hundredvis” af undersøgelser, der har testet kiropraktiks effekt. Artiklen kommer frem til, at kiropraktik har en klar og positiv virkning, og den er siden blevet flittigt citeret af kiropraktorer over hele verden.

Ved nærmere eftersyn handler artiklen dog kun om 15 undersøgelser, som er blevet nøje udvalgt for at underbygge Hannons egen overbevisning. Og når de enkelte forsøg kommer under luppen, falder billedet helt fra hinanden.

I et af de omtalte forsøg fik tre ud af fire forsøgspersoner et bedre immunforsvar efter kiropraktisk behandling, mens et andet forsøg dokumenterede et fald i kolesteroltallet hos syv ud af ti personer, der iøvrigt alle selv var kiropraktorer.

Forsøg med så få forsøgspersoner er helt igennem utroværdige, fordi de er meget sårbare over for tilfældige variationer, som ikke har noget med selve behandlingen at gøre. Når flere personer bliver inkluderet i forsøgene, får vi et mere nøjagtigt billede af behandlingens effekt, og billedet er ofte markant anderledes end det billede, som de små forsøg kommer frem til.

Den amerikanske læge Paul Shekelle kiggede i 2017 nærmere på problemet med for få forsøgspersoner i kiropraktikforsøg. Han gennemgik 26 videnskabelige forsøg, der havde testet effekten af kiropraktik på akutte lændesmerter, dvs. rygsmerter, der ikke havde varet mere end seks uger.

Kun 12 af forsøgene fulgte deres patienter i mere end to uger efter behandlingen og målte deres smerter på en brugbar skala. De 12 forsøg havde i gennemsnit 118 forsøgspersoner fordelt på to grupper – én, der blev behandlet med kiropraktik, og én, der fik en anden behandling.

Til sammenligning skal lægemidler typisk testes på mellem 300 og 3000 forsøgspersoner, før de kan blive godkendt til brug. 118 personer er ikke et stærkt statistisk grundlag, og et nærmere kig på tallene afslører en tydelig tendens.

Generelt kom de 12 forsøg frem til, at kiropraktik var en smule bedre end den behandling, der blev sammenlignet med. Men forskellen i smertelindring afhang mere af, hvor mange forsøgspersoner der var med i forsøget, end hvilken behandling kiropraktik blev sammenlignet med.

Et forsøg med 29 forsøgspersoner kom frem til, at kiropraktik lindrede smerter 23 procent bedre end stabiliserende rygøvelser. Et forsøg med 239 personer kom til gengæld frem til, at kiropraktik kun lindrede smerter to procent bedre end en fuldstændig virkningsløs placebobehandling.

Forældre påvirker deres børn

Små forsøg er langtfra kiropraktikkens eneste problem. Når behandlingens effekt skal vurderes, er det vigtigt at have det rigtige sammenligningsgrundlag.

I 2018 udførte Tobias Sundberg fra det anerkendte svenske forskningsinstitut Karolinska Institutet i Stockholm eksempelvis en undersøgelse, som omfattede 246 kiropraktikpatienter – men ingen patienter, som ikke havde fået en kiropraktisk behandling. Undersøgelsen fandt, at patienterne oplevede en markant forbedring i deres rygsmerter efter behandlingen.

Det lyder som en succeshistorie, men det er knap så imponerende, når undersøgelsen ses i lyset af, at mange patienter med rygsmerter bliver raske helt af sig selv – uanset om de bliver behandlet eller ej. Hvis forsøget også havde omfattet patienter, som ikke blev behandlet, kunne forskerne drage en stærkere konklusion.

Sundbergs undersøgelse har desuden et andet problem. Ikke alene målte den kun på patienter, som fik en kiropraktisk behandling – den målte kun på dem, der gennemførte et fuldt fireugers behandlingsforløb. De patienter, der sprang fra undervejs, blev ignoreret.

Problemet er, at folk ofte springer fra, fordi de ikke føler, at behandlingen virker og i Sundbergs undersøgelse sprang 44 procent af patienterne fra. Hvis de var blevet taget med i beregningerne, havde resultatet formentlig set anderledes ud. I det ideelle forsøg skal behandlingen sammenlignes med en anden behandling, fx en placebobehandling og forskerne skal tage højde for de forsøgspersoner, som springer fra i begge behandlingsgrupper.

Forsøget bliver endnu stærkere, hvis forskerne kan sørge for, at ingen af patienterne ved, hvilken behandling de får – dermed kan patienternes forventninger ikke påvirke resultatet. Det er svært at gøre med en behandling, der består i at trykke hårdt på ryggen, og det er de færreste forsøg, der prøver på det.

En analyse udført af kiropraktoren Dawn Dobson i 2012 så på fem forsøg, som havde testet effekten af kiropraktik på kolik en lidelse, som får spædbørn til at græde i timevis hver eneste dag.

Analysen afslørede, at forventninger til behandlingen – i dette tilfælde forældrenes forventninger – havde stor betydning for forsøgets resultat. Den samlede konklusion fra de fem forsøg var, at børnene, ifølge forældrene, græd omkring 1,2 timer mindre om dagen, hvis de blev behandlet med kiropraktik, end hvis de fik en anden behandling.

Men når Dobson kun så på de to forsøg, hvor forældrene ikke var klar over, hvilken behandling deres børn fik, var resultatet langt mindre lovende: I det ene forsøg græd de børn, som slet ikke fik nogen behandling mindre end de kiropraktikbehandlede børn.

Kiropraktik giver velvære

Det samlede billede tegner ikke godt for kiropraktik. Kiropraktoren og forskeren Sidney Rubinstein fra Vrije Universiteit Amsterdam i Holland foretog i 2012 en grundig analyse af 20 forsøg, der havde undersøgt kiropraktiks effekt på akutte lændesmerter, og som tilsammen omfattede 2674 forsøgspersoner.

Rubinstein fandt, at kiropraktik ikke forbedrede patienternes tilstand mere end en placebobehandling.

I en anden analyse gennemgik Christine Goertz fra det amerikanske Palmer College of Chiropractic – grundlagt af selveste kiropraktikkens fader, Daniel David Palmers – 38 undersøgelser af kiropraktiks effekt på lændesmerter.

Hun fandt en lille positiv effekt af behandlingen, men konkluderede også, at forskningsfeltet bør have klarere retningslinjer for forsøgene, før vi kan drage sikre og troværdige konklusioner.

Behandlingens effekt på lidelser længere væk fra rygsøjlen er endnu mere tvivlsom. En analyse fra 2006 med forskeren Michelle Proctor i spidsen fandt ingen troværdige
beviser for, at kiropraktik hjælper mod menstruationssmerter. Og kiropraktoren Guillaume Goncalves konkluderede i 2018, at kiropraktik ikke kan forebygge lidelser som nedsat lungefunktion, nærsynethed, forhøjet blodtryk og svækket immunforsvar.

Alt i alt viser undersøgelserne, at kiropraktik er en relativt ineffektiv behandlingsform, som dog muligvis er en smule bedre end ingenting, når det kommer til smerter omkring rygsøjlen. Til gengæld føler mange kiropraktikpatienter velvære ved en grundig bearbejdning af deres rygsøjle.

En stor undersøgelse viser, at 14 procent af dem, der besøger en kiropraktor, gør det med velvære som det primære formål. Og da farlige bivirkninger er relativt sjældne – men ikke helt uhørte – er det måske nydelsen værd.