Forskerne udforskede data fra en stor og velkendt biomedicinsk database kaldet UK Biobank, som rummer sundhedsoplysninger fra mere end 500.000 personer i alderen fra 40 til 70 år fordelt over hele England.
De deltagere, der i forvejen havde problemer med hjertet, blev udelukket.
Lille ændring stor forskel
Hver af deltagerne blev spurgt til, hvor ofte de saltede deres måltider: Aldrig/sjældent, nogle gange, som regel eller altid.
Bagefter fulgte forskerne deltagerne over 11 år, og en af opdagelserne var, at de deltagere, der aldrig saltede deres mad tilsyneladende havde 18 pct. lavere sandsynlighed for at lide af hyppige rytmeforstyrrelser i hjertet, såkaldt atrieflimren.
Til sammenligning havde dem, der saltede maden nogle gange, 15 pct. mindre sandsynlighed for at lide af hjertesygdommen.
Ifølge forskerne viser resultaterne, at de personer, der altid bruger salt i maden potentielt kan reducere deres risiko for hjerteproblemer med 12 pct., hvis de blot ændrer deres saltforbrug, så de "som regel" bruger smagsgiveren i maden.
Derfor opfordrer forskerne også til, at vi maksimalt spiser 5 gram salt om dagen, som de officielle retningslinjer anbefaler.
Det svarer cirka til 1 teskefuld salt og omfatter altså også den salt, vi får fra forarbejdede produkter, som fx kødpålæg, brød og færdigretter.
Undersøgelsen er endnu kun præsenteret ved en international hjertekonference og har dermed ikke gennemgået peer review, som er en del af kvalitetssikringen af videnskabelige undersøgelser.