Livsvigtigt næringsstof er fløjet under radaren

Så godt som ingen kender dette stof - men hvis kroppen mangler det, kan det føre til fedtlever, hjertesygdom og Alzheimers syge.

© Shutterstock

Siger navnet cholin dig noget? Velkommen i klubben. Det viser sig, at de færreste aner, hvad det er. Selv blandt fagfolk er der overraskende lidt kendskab til dette stof, som er så uhyre vigtigt for vores helbred.

Det kan få katastrofale følger, hvis du mangler cholin, eftersom det er involveret i en række vigtige kropsfunktioner lige fra opbygning af cellemembraner til energiomsætning og kommunikation imellem nerveceller. Det er også med til at transportere fedt væk fra leveren.

Mangel kan give fedtlever

Derfor kan mangel på cholin være skyld i, at fedt hober sig op i leveren og med tiden udvikler sig til fedtlever samt alvorlige skader på dette vigtige organ. En række undersøgelser har desuden kædet cholin-mangel sammen med en øget risiko for hjerte-kar-sygdomme og Alzheimers syge.

For eksempel viste en undersøgelse, som blev offentliggjort for nylig i tidsskriftet Aging Cell, at mangel på cholin førte til organskader og skubbede til den proces, som fører til Alzheimers syge. Ganske vist er forskningen udført på mus, men det er nøjagtig samme mekanismer, som gør sig gældende hos mennesker.

Vi får ikke nok cholin

Kroppen er selv i stand til at danne en lille mængde cholin, men det er langt fra nok til at dække behovet for dette stof. Det findes desuden i fødevarer som kalvelever, oksekød, æggeblomme og laks, og der er ligeledes cholin i visse slags planteføde som sojabønner, bælgfrugter, kartofler og broccoli.

Forskerne bag den omtalte undersøgelse skriver imidlertid, at hele 90 procent af den amerikanske befolkning ikke når op på det anbefalede indtag af cholin, som er 550 milligram for mænd og 425 milligram for kvinder. Og hvis det omtalte museforsøg kan overføres på mennesker, ville et øget cholin-indtag måske kunne være med til at trække i håndbremsen, når det gælder eksempelvis Alzheimers syge.

For meget kan også skade

Men som med så meget andet kan for meget af en god ting i nogle tilfælde vise sig at være en dårlig idé. Der findes enkelte undersøgelser, som kobler højt indtag af cholin sammen med større risiko for sygdomme i hjertet og kredsløbet.

Teorien går på, at cholin kan omdannes til en forbindelse, som hedder trimethylamin (TMAO). Den dannes af tarmbakterier ud fra carnitin og cholin, og der er forskning, som eger på, at TMAO kan give åreforkalkning.

Forskere vil i dybden

Budskabet fra forskningen er derfor, at vi skal gå mere i dybden med cholin og stoffets betydning i forbindelse med hjertesygdom, leversygdom og neurologiske sygdomme som Alzheimers syge, før vi kan lave mere præcise anbefalinger.

Indtil videre er der dog to ting, som synes at være temmelig indiskutable: alt for få kender til cholin, og vi får ikke nok af dette vigtige stof ud fra de nuværende anbefalinger.