Shutterstock
Løb

Løbermave kan muligvis undgås med kompressionsstrømper

Har du også oplevet maveproblemer, når du trækker i løbeskoene og suser afsted? Ny undersøgelse viser, at kompressionsstrømper måske kan sætte en stopper for løbermave.

I fuldt firspring stryger du henover asfalten på dagens løbetur. Men godt på vej til at slå din personlige rekord på 5 kilometer gør maven pludselig opmærksom på, at noget er på vej.

Hvis du har oplevet noget lignende, er du bestemt ikke alene.

En undersøgelse har vist, at op mod 62 pct af løbere, der løber 5 km eller mere, har oplevet at være nødt til at måtte stoppe løbeturen for at sætte skub i tarmene.

Men et nyt forsøg udført på 46 maratonløbere peger i retning af, at kompressionsstrømper kan sætte en stopper for de løbske tarmbevægelser.

Derudover pointerer Dennis Raahave, speciallæge i mave-tarmsygdomme, at sund kost og masser af vand kan hjælpe dig til at få en mave i balance før, under og efter løbeturen.

Strømperne styrker blodets kredsløb og hjælper mave og tarme

Forskernes tese før forsøget var, at løbermaven opstår, fordi maven og tarmene bliver forstyrret og faktisk lider skade, når vi løber.

For at reducere skaderne i mave og tarm under løbeturen, udtænkte forskerne, at de kunne starte med at forbedre blodets kredsløb på nogle af løberne, for at undersøge hvilken indvirkning, det ville have.

I undersøgelsen fik 23 af de 46 maratonløbere kompressionsstrømper på, og det viste sig, at der opstod mindre intestinal fatty acid-binding protein (I-FABP) i blodet på de løbere, der havde strømperne på.

Mængden af I-FABP i blodet er ifølge forskerne en indikator for, hvor meget skade, mave og tarme lider under løb.

Der var en gennemsnitlig stigning i mængden I-FABP på 38 pct i blodet ved de løbere, der havde kompressionssokker på, mens stigningen lød på 107 pct i blodet for løberne, der ikke havde.