Vi bliver generelt ældre og ældre.
I løbet af de seneste to årtier er den gennemsnitlige levealder på verdensplan steget med mere end seks år.
Men selvom vi er blevet bedre til at udsætte det allersidste hjerteslag, kæmper vi stadig med at forhindre de mange sygdomme, der kan følge med et langt liv.
Nu har en gruppe tyske forskere måske gjort en vigtig opdagelse omkring én af kroppens mindste komponenter, som kan vise sig af spille en større rolle i vores aldring, end vi tidligere har troet.
I undersøgelsen zoomede forskerne fra Ulm University ind på en nogle små hårlignende udvækster, kaldet cilier, der sidder på overfladen af en stor del af kroppens billioner af celler.
Her fungerer celletrådene som små antenner, der reagerer på forskellige signalstoffer fra de omkringliggende væsker, og sender beskeder videre ind i cellens kontrolrum, selve kernen.
De små bevægelige tråde spiller også en afgørende rolle i menneskets fosterudvikling, hvor mistede eller dårligt fungerende cilier kan føre til flere medfødte syndromer.
Vi bliver ældre og ældre
Antallet af mennesker over 100 år er steget med 2500 procent de sidste 50 år. Og nogle områder i verden har langt flere rekordgamle mennesker end andre.
Men noget tyder på, at betydningen af de hårlignende strukturer langt fra stopper der.
Skal undersøges på mennesker
I undersøgelsen tog forskerne mikroskop-billeder af cilierne i bugspytkirtlen og nyrerne hos mus på henholdsvis to år og tre måneder. Altså meget gamle mus over for unge.
Den nye opdagelse var, at formen på de bølgende udløbere hos de ældre mus var ændret og så ud til at være forlænget i begge organer.
En celle kan have flere hundrede af de hårlignende udvækster på overfladen, kaldet cilier. De hårlignende strukturer er tidligere også blevet sat i forbindelse med flere såkaldt neurodegenerative sygdomme, som fx alzheimer, parkinson og huntington.
Overraskende nok var det forskelligt for de to organer, om ændringer så ud til at have indflydelse på cellernes aldring.
Da forskerne fx kiggede på niveauet af et bestemt protein kaldet p21, som menes at have betydning for aldringen af vores celler, fandt de fx højere niveuaer af proteinet i nyreceller og ikke i celler fra bugspytkirtlen.
Og da forskerne senere kiggede på niveauet af et protein kaldet Bcl2, som menes at have betydning for celledød, var det helt modsat: Her var risikoen for celledød højere i bugspytkirtlen end i nyrerne.
De modsatrettede resultater leder til flere spørgsmål, som bør besvares, og kan, ifølge forskerne, vise noget om kompleksiteten af vores aldring.
Forsøgene er endnu kun lavet på mus, og vi ved derfor ikke, om de hårlignende strukturer også ændrer deres form hos aldrende mennesker.
Hvis de gør, håber forskerne, at opdagelsen kan forebygge og måske behandle aldersrelaterede sygdomme - fx i en ældet nyre, der fungerer dårligere på grund af ændringer i form på de bevægelige celletråde.