Mus gror et gevir for at mennesker kan få nye lemmer

Ved at transplantere stamceller fra hjorte til mus har kinesiske forskere fået de små gnavere til at gro gevirer. Og det kan måske vise sig nyttigt for os mennesker på sigt.

Mus med begyndende gevir i panden.

Kun 45 dage efter transplantation af stamceller fra hjortegevir til mus, ses konturerne af et gevir - her i form af en stor bule i panden på musen.

© T. Qin et al. (2023)

Når foråret nærmer sig, taber hjorte deres gevir, hvorefter et nyt vokser ud med en gennemsnitlig længde på imponerende 2,5 centimeter om dagen.

Det faktum har fået forskere fra Northwestern Polytechnical University i den kinesiske by Xi’an til at undersøge de stamceller, som står bag væksten af disse gevirer.

Ved at identificere de eksakte stamceller fra såkaldte sikahjorte og transplantere dem til panderne på hårløse laboratoriemus, kunne forskerne efter 45 dage begynde at se konturerne af et gevir.

For at finde frem til, hvilke celler, der er ansvarlige for den hurtige vækst, undersøgte forskerne 75.000 celler i vævet i og omkring gevirerne på sikahjorte ved hjælp af såkaldt RNA-sekventering.

Ved at benytte denne teknik på cellerne før, under og efter hjortene havde smidt deres gevir, kunne forskerne lokalisere de celler, som var afgørende for væksten.

Opsigtsvækkende resultater

Resultaterne viste, at der var rigeligt med stamceller i den nederste del af geviret 10 dage inden hjortene tabte geviret.

Fem dage efter at hjortene havde tabt geviret, dannede stamcellerne en subtype af disse, og efter 10 dage begyndte de at danne brusk og knoglemasse.

Efter at have fundet frem til disse celler, som var hovedkraften bag gevirernes vækst, dyrkede forskerne dem i en laboratorieskål. Fem dage senere kunne forskerne transplantere cellerne ind mellem ørerne på musene, hvor de fik lov til at gro.

At teknologien har vist sig at kunne bruges til at gro noget, der minder om gevirer på mus på bare 45 dage, kan måske synes en kende bizart. Men der er mening med galskaben, forsikrer en af undersøgelsens ophavsmænd.

“Resultaterne tyder på, at hjorte kan være interessante i forbindelse med gendannelse af knogler og lemmer på mennesker,” siger forskningsleder Tao Quin.