De færreste af os ville gyse ved tanken om at få sluppet orme fri i vores fordøjelse. Men det kan måske vise sig at være en rigtig god investering i helbredet.
For første gang nogensinde er det nemlig lykkedes videnskaben at vise, at folk, som bliver podet med en særlig slags ormelarver, opnår nogle markante sundhedsfordele, der især er relevante for diabetes.
Forskningen er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Communications.
Overtager styringen
Forskerne bag forsøget er tilknyttet James Cook University i Australien. De rekrutterede 40 personer, som alle havde tidlige tegn på en øget risiko for diabetes og hjerte-kar-sygdomme.
Forsøgsdeltagerne blev inddelt i grupper, som blev podet med henholdsvis 20 eller 40 ormelarver, og en tredje gruppe fungerede som kontrolgruppe.
Til forsøget anvendte forskerne larver fra hageorm Necator americanus, som er en parasitisk nematode, der lever i tyndtarmen hos mennesker. Tilsyneladende overtager ormene styrepulten og udfører nogle justeringer i vores krop, der er med til at holde dem i live. Disse justeringer har åbenbart samtidigt en række positive effekter, som kommer os til gode.
Fik normaliseret insulinfølsomheden
”Metaboliske sygdomme er karakteriseret ved inflammatorisk immunrespons, og tidligere forsøg har vist, at hageorme udskiller proteiner, som regulerer værtskroppens immunforsvar, hvilket sikrer ormenes overlevelse," forklarer Dr. Doris Pierce, som er lektor ved Australian Institute of Tropical Health & Medicine, JCU University i Cairns.
Ormenes proteinudskillelse har efter alt at dømme også en effekt på andre ting. Indenfor en periode på 12 måneder var forsøgsdeltagernes insulinfølsomhed nemlig blevet normaliseret, og der blev også observeret en målbar forbedring af glucoseomsætningen. Interessant nok så forskerne den mest markante effekt hos de deltagere, der blev podet med 20 ormelaver.
Nedsat insulinfølsomhed er et af de tidlige tegn på forhøjet risiko for diabetes, så det er en stor gevinst, at værdierne efter et år lå indenfor normalområdet. Forskerne målte ud fra den såkaldte HOMA-skala (Homeostatic Assessment of Insulin Resistance), der er en anerkendt metode til at bedømme folks insulinfølsomhed. Ud fra denne skala kunne de se, at værdierne var næsten halveret.
Mindre diabetes i lande med ormeinfektioner
Det interessante er, at i lande, hvor der er en høj forekomst af infektioner med parasitiske indvoldsorme, er der tilsvarende færre problemer med type-2 diabetes eller nedsat insulinfølsomhed.
Tilsvarende har det vist sig, at når man i de udviklede lande forsøger at komme disse ormeinfektioner til livs, ses der en stigning i forekomsten af inflammatoriske tilstande og stofskiftesygdomme, herunder type-2 diabetes.
Håb for fremtidige behandlinger
Da ovennævnte forsøg efter to år var afsluttet, fik deltagerne tilbud om enten at anvende en ormekur eller fortsætte i yderligere 12 måneder. Alle deltagere på nær en valgte alle at fortsætte med ormene i fordøjelsen.
Immunolog Dr. Paul R. Giacomin fra James Cook University, som er medforfatter til undersøgelsen, efterlyser mere forskning i den spændende sammenhæng. Han understreger, at behandling med hageormelarver virker til at være sikkert for mennesker og viser samtidigt, at de opnår tydelige forbedringer af deres metabolisme.
”Hvis vi kan lære mere om, hvilke stoffer hageormene frigiver i værtskroppen og har denne virkning på metabolismen, kan vi måske i fremtiden designe protein-baserede behandlinger, der virker på samme måde”, siger Dr. Giacomin.