Når bakterier nedbryder sukkerstoffer i belægninger på tænderne, dannes der syre, som nedbryder emaljen og laver huller. Det er denne proces, vi kender som karies.
Man har længe vidst, at den plak- og syredannde bakterie Streptococcus mutans i samarbejde med andre syredannende bakterier var den primære årsag til problemet.
Men mikrobiologer fra University of Pennsylvania har igennem lang tid spekuleret over, om der eventuelt kunne være endnu en bakterie inde i billedet.
”Partner in crime” opdaget
Ved at analysere plakprøver fra tænderne hos 300 børn i alderen 3-5 år er det nu lykkedes dem at finde frem til denne hidtil ukendte ”partner in crime”. Forskningen er offentliggjort i tidsskriftet Nature Communications.
Det drejer sig om en særlig anaerob bakterie, der hedder Selenomonas sputigena. Bakterien, som typisk findes i de øvre luftveje hos mennesker, er årsag til blodforgiftning (sepsis) samt paradontose.
Hjælper med dannelsen af syre
I forbindelse med livstruende sepsis har man observeret, at når infektionen raser på sit højeste, er der en overflod af denne bakterie i den særlige biofilm i mundhulen.
S. sputigena indgår tilsyneladende i et temmelig effektivt partnerskab med S. mutans og giver denne en hjælpende hånd med at danne syre, som nedbryder både emalje og tandben.
Bliver fanget af glucaner
S. mutans er særlig god til at producere glucaner, som har en forstærkende indvirkning på plakdannelsen. S. sputigena, som er i stand til at bevæge sig hen over overflader, bliver fanget af glucanerne.
Når det sker, formerer S. sputigena sig og danner nogle celle-baserede, bikage-formede (ottekantede) ”superstrukturer”, som indkapsler og beskytter S. mutans.
Gør tilsammen kariesangrebet værre
Disse to bakterier danner så i fællesskab et aggressivt makkerpar, som stimulerer dannelsen af syre, der gør kariesangrebet langt mere alvorligt.
Forskernes opdagelse giver en helt ny forståelse af, hvordan kariesangreb udvikler sig. Samtidigt kan dette hjælpe med i fremtiden at målrette den forebyggende indsats mod karies.
Udover dette har forskningen afsløret nye og ukendte mekanismer, som ligger til grund for udviklingen af bakteriel mikrofilm (biofilm), som kan være relevant i andre kliniske sammenhænge.