Menneskets hørelse er langt fra den bedste i dyreriget. Flagermus kan fx høre såkaldte højfrekvente lyde, som er langt fra det menneskelige øres område.
Men kan disse højfrekvente lyde skade menneskets hørelse, selvom vi ikke kan høre dem?
Forskerne skelner mellem lydbølgernes frekvens og amplitude. Frekvensen måles i hertz (Hz) og afgør lydens højde forstået som bas (lav frekvens) eller diskant (høj frekvens), mens amplituden måles i decibel (dB) og afgør lydstyrken – fx en svag hvisken eller et højt brøl.
Sådan suser lydbølgerne gennem ørerne
På billedet ses et tværsnit af et øre. Her vises lydbølgernes vej fra det ydre øre til sneglen i det indre øre.
Ydre øre
Lydbølger (blå) går gennem luften i det ydre øres øregang, før de rammer trommehinden.
Hammer, ambolt og stigbøjle
Trommehinden omdanner lydbølgerne til mekaniske svingninger, og via mellemørets tre små knogler – hammeren, ambolten og stigbøjlen – bliver de overført til det indre øre.
Indre øre
Det indre øre er fyldt med væske, som leder lydbølgerne ind i sneglen. Her når de frem til nogle fine sansehår, der danner et nervesignal og giver hjernen besked om lyden.
Øreknogler
Øreknoglerne har inden da filtreret de højfrekvente lydbølger fra. Derfor kan ultralyd hverken høres eller skade sansehårene.
Mens en høj lydstyrke kan være særdeles skadelig for hørelsen, så er der stort set ingen fare forbundet med ultralyd, som er lyde med en frekvens på over 20.000 Hz, hvilket er den typiske grænse for den menneskelige hørelse.
Højfrekvente lyde – eller ultralyd – skader ikke hørelsen.
Forklaringen ligger i den måde, som høresansen er indrettet på. Øreknoglerne i mellemøret fungerer som et filter, der sorterer de hidsigt svingende ultralyde fra, så de ikke kan nå at gøre skade på de fine sansehår, som registrerer lyde i det indre øre.