Shutterstock

Peanut-allergi hos børn kan forebygges

Britiske forskere hævder, at op til 77 procent af alle peanut-allergier kan forebygges med dette simple tiltag.

Peanuts er i grunden nogle små djævle. De fleste af os elsker smagen af dem, men nogle mennesker har peanut-allergi, og for dem kan mødet med den lille glatte nød være dødeligt. Selve allergien opstår typisk indenfor det første leveår, og problemet ser ud til at være tiltagende, for antallet af peanut-allergikere er tredoblet indenfor de seneste årtier.

Den voldsomme allergiske reaktion skyldes, at kroppen opfatter peanuts som noget farligt og reagerer øjeblikkeligt mod ”fjenden”. Det giver symptomer som hævede læber, kløende udslæt og vejrtrækningsbesvær. I værste fald omkommer personen.

Åbent vindue til immunforsvaret

Det er naturligvis forbundet med konstant bekymring at være peanut-allergiker eller at have børn, der er det. Men et hold britiske forskere fra henholdsvis King’s College London og University of Southampton afslører nu, hvordan problemet effektivt kan undgås på en overraskende simpel måde.

Det kræver nemlig hverken medicin eller behandling. Til gengæld er det af afgørende betydning at udnytte, hvad forskerne kalder for et ”åbent vindue” i den periode, hvor barnet er imellem fire og seks måneder gammelt. Her er det nemlig muligt at påvirke kroppens programmering af immunforsvaret.

77 procent færre tilfælde

Ved at introducere barnet for peanuts indenfor denne ultrakorte periode på blot to måneder, vil det være muligt at reducere antallet af peanut-allergier med op til 77 procent, fordi kroppen bliver vænnet til fødevaren på det helt rigtige tidspunkt.

”Et barns immunforsvar har brug for at lære at skelne imellem mad og farlige mikroorganismer, som skal fjernes fra kroppen. Hvis immunforsvaret registrerer relativt store mængder af en given fødevare i fordøjelsen, vil det betragte det som en sikker fødevare og undlade at reagere allergisk mod det”, forklarer forskningsleder Graham Roberts, som er professor i pædiatrisk allergi og luftvejsmedicin på University of Southampton.

Giv aldrig hele nødder

De britiske forskere baserer deres resultat på grundige analyser af to store undersøgelser (EAT og LEAP ), der kigger på, hvornår det er ideelt at introducere børn for forskellige potentielt allergifremkaldende fødevarer. Udover peanuts drejer det sig om mælk, sesam, fisk, æg og hvede.

På baggrund af disse to relativt store forskningsprojekter konkluderer forskerne i deres egen undersøgelse, at perioden imellem fire og seks måneder er det optimale tidspunkt at begynde at give barnet peanuts. Det er dog vigtigt ikke at give hele nødder til barnet men derimod finthakkede peanuts eller peanutbutter for at undgå, at noget sætter sig fast i halsen.