Blokerer for optagelse af mineraler
De madvarer, som de svenske forskere har haft under lup, er primært blevet fremstillet af proteiner fra soya og ærter.
Ifølge forskerne var der en stor variation i produkternes næringsindhold. For selvom mange af madvarerne har et højt indhold af næringsstoffer som jern og zink, er det ofte i en form, som kroppen reelt ikke kan optage.
"Generelt var den estimerede absorption af jern og zink fra produkterne ekstremt lav. Det skyldes, at disse køderstatninger indeholdt høje niveauer af fytater, antinæringsstoffer, der hæmmer absorptionen af mineraler i kroppen," lyder det fra undersøgelsens hovedforfatter Cecilia Mayer Labba fra Chalmers Tekniska Högskola i Sverige.
Fytater, der også er kendt som fytinsyre, findes i en lang række af plantebaserede fødevarer, blandt andet frø, nødder, korn og bælgfrugter - og de ophobes, når planteproteiner bliver udvundet til brug i køderstatning.
Fytaterne binder sig til visse mineraler i fordøjelseskanalen og blokerer på den måde for optagelsen af mineralerne i tarmen.
Ifølge forskerne adskiller tempeh, der består af fermenterede sojabønner, sig fra de andre kødsubstitutter ved at indeholde en større mængde af jern, der let kan optages af kroppen.
Årsagen er, at fytaterne bliver nedbrudt i løbet af den fermenteringsproces, der er nødvendig for at kunne fremstille tempeh.