Plast fundet i drikkevand verden over
83 procent af verdens drikkevand er forurenet af mikroplastik viser ny international undersøgelse. Danske forskere bekræfter, at der også er plast i dansk drikkevand.

Forskere har fundet mikroplast i drikkevandet verden over.
Er du tørstig? Så kan du gå hen til nærmeste vandhane og nyde en tår rent, koldt vand. Så heldig er du her i Danmark. Eller næsten. For vandet er slet ikke så rent, som hidtil antaget.
To nye undersøgelse har vist, at mikroplastik, som i forvejen flyder som gigantiske øer i verdenshavene, nu har fundet vej til dit drikkevand.
83 procent er forurenet med plast
Virksomheden Orb Media har fået forskere fra University of Minnasota School of Public Health, USA, til at analysere drikkevand fra 159 steder verden over.
83 procent af prøverne indeholdt mikroplast.
Europa har den laveste forureningsgrad, men den ligger alligevel på 72,2 procent.
Chok: Dansk drikkevand er også forurenet
Den internationale undersøgelse har fået en gruppe danske miljøteknologer fra erhvervsakademiet CPHBusiness til at undersøge vandet i 12 danske kommuner.
I alt tog de prøver fra 48 forskellige kilder i 16 hustande og samtlige indeholdt mikroplast.
Studiet er et såkaldt pilotprojekt - en slags forundersøgelse - hvor der hverken er taget stilling til, hvor plasten kommer fra eller hvilken type plastik, der er tale om. Men resultatet bekræfter, hvad Orb Media også kom frem til.
Der er plastik - masser af plastik - i dit drikkevand.