Det var oprindeligt tiltænkt behandling af diabetes, men er inden for kort tid blevet udråbt til et af de helt store mirakelmidler i kampen mod overvægt, selvom flere forskere også er skeptiske.
Nu viser det sig, at de såkaldte GLP-1-agonister, der blandt andet sælges som lægemidlet Ozempic, måske også kan være med til at afhjælpe et andet alvorligt sundhedsproblem: Nemlig alkoholafhængighed.
I flere medier verden over fortæller brugere af præparatet, hvordan de pludselig mistede interessen for alkohol, efter de begyndte at stikke sig i maven med præparatet, der efterligner effekten af det naturlige tarmhormon GLP-1.
“Jeg følte ingen glæde ved det overhovedet,” lyder det fra blandt andre 46-årige Eva Monson til New York Times om følelsen, når hun sad over for et glas rødvin.
Til mediet forklarer hun, hvordan hun under corona-nedlukningerne langsomt begyndte at indtage omkring en halv flaske vin om dagen for at slappe af og “blødgøre spændinger” - selvom hun ikke tidligere indtog alkohol regelmæssigt.
Men da hendes læge i august 2022 ordinerede Ozempic mod hendes diabetes, mistede hun på forunderlig vis interessen for alkohol igen - nærmest øjeblikkeligt.
Og amerikanske Eva Monson er langt fra alene. I takt med lægemidlets stigende popularitet som slankemiddel, bliver eksemplerne flere.
Derfor knokler forskere verden over også for at forstå, hvorfor flere af brugerne oplever det, der for nogle kan være en positiv bivirkning.
En af dem, der ved allermest om netop det emne, er Anders Fink Jensen, som er overlæge ved Psykiatrisk Center København, klinisk professor ved Københavns Universitet samt leder af Neuropsykiatrisk Laboratorium.
Han har sammen med læge og ph.d Mette Kruse Klausen udført det første kliniske studie i verden, der har undersøgt, hvordan et GLP-1-baseret lægemiddel, i dette tilfælde exanatid, påvirker mennesker med alkoholafhængighed.
Sådan påvirker alkohol hjernen
Selv et enkelt glas eller to påvirker hjernen og dermed kroppen. I løbet af få minutter efter første skål vil alkoholen gradvist begynde at sløve hjernen på samme måde som bedøvelsesmidler.
Årtiers undersøgelser havde indtil da vist, at mus, rotter og aber, som fik GLP-1-medicin, både indtog mindre alkohol og viste mindre lyst til alkohol, end de dyr, der ikke fik præparaterne.
I en undersøgelse udført på aber i Caribien kunne forskerne fx observere, hvordan diabetes-medicinen fik aberne til at indtage hele 25 pct. mindre alkohol end aber, der ikke fik lægemidlerne.
Derfor besluttede Anders Fink Jensen og Mette Kruse Klausen sig for at afprøve exanatid på en gruppe af alkoholafhængige mennesker over en periode på seks måneder.
Den ene gruppe forsøgspersoner modtog det aktive stof, mens den anden gruppe modtog et ikke-aktivt stof, såkaldt placebo-medicin.
Ved forsøgets slutning var resultaterne umiddelbart opsigtsvækkende.
"Vi så en markant reduktion i alkohol-indtaget på omkring 50 pct," forklarer Ander Fink Jensen til Illustreret Videnskab.
"Men reduktionen gjaldt for begge grupper," tilføjer professoren.
Der var altså ingen målbar forskel i alkoholindtaget mellem dem, der havde fået en saltvandsindsprøjtning og dem, der havde fået exanatid.
En af forklaringerne kan, ifølge Anders Fink Jensen, være, at begge grupper, af etiske årsager, modtog kognitiv samtaleterapi for deres alkoholafhængighed.
Virker tilsyneladende ikke på normalvægtige
Hjernescanninger afslørede mindre aktivitet i hjernens belønningscenter hos begge grupper, når deltagerne kiggede på billeder af alkohol.
Hos de patienter, der havde modtoget diabetes-medicin, var reduktionen i aktiviteten dog langt større.
Anders Fink Jensen og resten af holdet besluttede sig for at analysere resultaterne ud fra bestemte kriterier. Og her blev det ekstra interessant.
Det viste sig nemlig, at overvægtige deltagere med en BMI på over 25, samlet set drak markant mindre, når de havde fået diabetes-medicin sammenlignet med dem, der havde fået placebo.
"Det ser ud til, at stoffet kun virker på alkohol-afhængighed hos overvægtige og ikke hos normalvægtige," forklarer Anders Fink Jensen.
Hvorfor det er sådan, ved de endnu ikke.
"Der er et overlap i de hjerneområder, som er involveret i lyst til mad og lyst til alkohol, så måske er det lidt samme side af historien," siger han.
Kræver langt flere undersøgelser
Han og kollegerne er netop gået i gang med et helt nyt studie, som skal undersøge hvordan semaglutid, som er det aktive stof i Ozempic, virker på alkoholafhængige personer med en BMI på over 30.
Men han understreger, at det endnu er for tidligt at udpege GLP-1-lægemidler som et nyt våben mod afhængighed af alkohol og andre stoffer.
"Vi ved, at det virker på dyr, men vi har på ingen måder vist, at det virker på alkoholafhængighed hos mennesker endnu - selvom det ser spændende ud," siger han.
Viser det sig, at diabetes-præparaterne rent faktisk kan kurere afhængigheden, kan det dog få stor betydning ifølge forskeren.
"Det ville være stort - vi har nogle eksisterende præparater, som kan fjerne lysten hos en mindre gruppe og antabus, som ikke virker på selve lysten til alkohol. Derfor ville det være brugbart at få på markedet," lyder det.
En af udfordringerne generelt ved Ozempic kan dog blive at få patienterne til at tage medicinen i en længere periode.
Det mener læge og professor ved Biomedicinsk Institut under Københavns Universitet Jens Juul Holst, der opdagede selve tarmhormonet GLP-1 helt tilbage i 1986, og dermed lagde fundamentet for det lægemiddel, alle taler om lige nu.
"En af forklaringerne på at folk holder op, kan være at det at leve uden appetit simpelthen bliver for rædsomt," siger han til Illustreret Videnskab.
Overlæge og klinisk professor i psykiatri ved Københavns universitet Anders Fink Jensen og kollegerne har tidligere modtaget finansiering fra Novo Nordisk, som er firmaet bag Ozempic, til undersøgelser, der skulle afklare, om GLP-1 kan afhjælpe overvægt og diabetes hos personer med skizofreni. De har ikke modtaget penge fra virksomheden i undersøgelser, der handler om alkohol.