Imperial College London / Thomas Angus)

Revolutionerende kniv kan opsnappe kræftceller på sekunder

Ved at analysere røgen fra en vævsprøve, kan kniven med stor sikkerhed stille en diagnose.

Den har samme størrelse som en tandbørste og ser ved første øjekast ikke ud af meget.

Men lad dig ikke snyde, for det kirurgiske redskab - den såkaldte iKnife - har potentiale til at revolutionere måden, vi screener for kræft på.

Den kan nemlig spore kræftceller på få sekunder med en teknologi, der kombinerer elektrokirurgi og massespektrometri.

Hvad er massespektrometri?

Massespektrometri er en analysemetode til bestemmelse af molekylers masse og kemiske struktur. Det er en af de mest specifikke og følsomme analysemetoder til analyse af en lang række forskellige stoftyper.

Et massespektrometer laver et stof om til ioner, og ved at måle, hvordan ionerne bliver afbøjet af et magnetfelt, kan forskerne afsløre stoffets identitet.

Hidtil har teknologien været brugt til at finde kræftceller i væv fra bryst og hjerne, men ny forskning tyder på, at teknikken kan blive afgørende, også inden for livmoderkræft, der årligt rammer mange tusinde kvinder.

Sådan lyder det begejstret fra en gruppe forskere i en undersøgelse, der er publiceret i tidsskriftet Cancers.

Her fremgår det, at kniven har en diagnostisk nøjagtighed på 89 procent.

Røg fra væv afslører kræftceller

Kniven fungerer ved at udsende små elektriske impulser, der fordamper det væv, som kirurgerne har taget fra livmoderen.

Røgen, der opstår som resultat, bliver analyseret af et spektrometer, som kan afsløre, om der findes nogle kræftceller i prøven.

Se, hvordan teknologien fungerer her:

Video

Ifølge forskerne gør metoden det muligt at diagnosticere patienten på bare få sekunder.

Undersøgelsen bygger på biopsier fra 150 kvinder, der havde mistanke om livmoderkræft. En mistanke, der hos mange opstår ved uregelmæssig blødning, efter man er kommet i overgangsalderen.

Resultaterne blev sammenlignet med de nuværende, klassiske diagnosemetoder, der typisk forudsætter, at patienten venter i flere uger på at få besked.

Kræftceller deler sig
© Shutterstock

Læs også:

Forskerne har nu planer om at iværksætte et større klinisk forsøg og håber at kunne fremvise endnu flere positive resultater, der kan føre til en større udbredelse af den særlige teknik.