Det har længe været kendt, at rygning øger risikoen for blodpropper og forskellige former for kræft.
Men nu kan forskerne tilføje psykisk sygdom til listen over røgens skadevirkninger.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Konklusionerne bygger på en gennemgang af helbredsdata fra 350.000 mennesker.
Tallene viser ifølge forskerne bag studiet, at rygning mangedobler risikoen for at udvikle for eksempel depression, skizofreni og bipolar lidelse.
"Tallene taler deres meget tydelige sprog. Rygning er årsag til psykisk sygdom. Ikke den eneste årsag, men rygning øger risikoen for at blive indlagt med en psykisk sygdom med 250 procent," siger professor Doug Speed fra Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning på Aarhus Universitet.
Forskere har hidtil være uenige om sammenhængen: Bliver vi syge med depression eller andre psykisk sygdomme, fordi vi ryger? Eller ryger vi, fordi vi har brug for at lægge en dæmper på latent psykisk sygdom?
Men det nye studie slår fast, at rygning typisk kommer før udviklingen af psykisk sygdom.
"Rygningen kommer altså typisk før den psykiske sygdom. Faktisk lang tid før. I gennemsnit begyndte folk fra datasættet at ryge som 17-årige, mens de typisk først blev indlagt med en psykisk sygdom fra 30-års-alderen," siger Doug Speed.
Forskerne har ikke nogen præcis forklaring på, hvorfor rygning øger risikoen for psykisk sygdom.
"Vi mangler at finde den biologiske mekanisme, som gør, at rygning fører til psykisk sygdom. En af teorierne er, at nikotinen hæmmer optag af signalstoffet serotonin i hjernen. Og vi ved, at mennesker med eksempelvis depression producerer for lidt serotonin," siger Doug Speed.
Når man tager en enkelt cigaret, aktiverer nikotinen i første omgang produktionen af serotonin i hjernen. Det kan give en afslappende effekt af røgen.
Men hvis man bliver ved med at ryge, kan nikotin få den modsatte effekt og i stedet hæmme produktionen af serotonin.
Og det kan gøre, at man bliver ængstelig, ked af det og ustabil, lyder det fra forskerne.
Cirka hver femte dansker ryger dagligt eller lejlighedsvist, fremgår det af Sundhedsstyrelsens hjemmeside.