At holde i bilkø og ingen vegne komme, mens bilen udstøder benzin-os er skidt for både klimaet og humøret.
Men ikke nok med det.
Forskere bag en undersøgelse, der er udgivet i Environmental Health, har nemlig set nærmere på, hvad der sker i vores hjerne, når vi indånder udstødningsgas fra biler.
Ifølge de canadiske forskere bag undersøgelsen er det allerede muligt at spore ændringer i dele af hjernen som konsekvens af bilforureningen inden for to timer.
Observeret for første gang nogensinde
Resultaterne er baseret på et forsøg med 25 raske voksne, som først blev udsat for bilforurening i et laboratorium.
Bagefter blev de udsat for ren, filtreret luft, for at kunne sammenligne, hvad de to lufttyper satte i gang i deres hjerner.
Der blev foretaget hjerne-skanninger både før og efter hvert scenarie. Efter deltagerne var blevet udsat for luftforurening, kunne forskerne konstatere, at der skete en forandring i deres hjerners såkaldte "default mode-netværk", eller på dansk “grundtilstands-netværket.”
Grundtilstands-netværket er et system af nerveceller, der aktiveres, når hjernen får mentale pauser. For eksempel kan det være under mindfulness-øvelser og meditation, men også når vi fx dagdrømmer eller udfører monotont arbejde.
Med andre ord skaber netværket en slags ubevidst mental oprydning.
Det er første gang, forskere har set forurening udløse den type forandringer i hjernen på mennesker.
"I mange årtier har forskerne troet, at hjernen måske var beskyttet mod de skadelige virkninger af luftforurening," siger seniorforfatter bag undersøgelsen, Dr. Chris Carlsten.
"Denne undersøgelse, som er den første af sin art i verden, giver nye beviser, der understøtter en forbindelse mellem luftforurening og de kognitive evner." Dr. Chris Carlsten, seniorforfatter bag undersøgelsen.
Risiko for forringet arbejdsevne
Ændrede forbindelser i hjernens såkaldte default mode-netværk er, ifølge medforfatter til undersøgelsen Dr. Jodie Gawryluk, blevet forbundet med nedsat kognitiv præstation og symptomer på depression.
"Så det er bekymrende at se, at trafikforurening ændrer de samme netværk," siger hun.
Ifølge forskerne er der brug for mere forskning på området for fuldt ud at forstå, hvad forandringerne kan få af konsekvenser. Men der er en risiko for, at de kan føre til forringelser af folks tankevirksomhed eller arbejdsevne, lyder det i undersøgelsen.
Den gode nyhed er til gengæld, at de ændringer, der blev observeret i hjernen, var kortvarige. Så snart der igen strømmede ren luft gennem lungerne, vendte hjernen således tilbage til sin oprindelige form.
Ikke desto mindre peger resultaterne ifølge forskerne på, at luftforurening kan være skadelig for hjernen, hvis man kronisk er udsat for luft, der er spækket med skadelige partikler.
Det kan i sig selv være kritisk for store dele af verdens befolkning, der indånder høje niveauer af luftforurening dagligt.