19 procent lavere risiko
Undersøgelsen, der er den største af sin art, er offentliggjort i et af de førende lægetidsskrifter, British Medical Journal. Den omfatter 21.315 ældre mænd og kvinder i alderen 60 til 84 år og viser, at når man får et tilskud af D-vitamin, har man 19 procent lavere risiko for at blive ramt af et hjerteanfald og en ni procent lavere risiko for en større uønsket kardiovaskulær hændelse (major cardiovascular event).
Lavt D-vitamindhold i blodet har længe været forbundet med en øget risiko for hjerteproblemer. Det menes at hænge samme med vitaminets evne til at mindske inflammation og forhindre dannelsen af åreforkalkning
Tilskud af D3-vitamin
Undersøgelsen blev gennemført i perioden mellem 2014 og 2020. De flere end 21.000 forsøgsdeltagere blev inddelt tilfældigt i to grupper, hvor den ene gruppe fik tilskud af D3-vitamin (biologisk aktivt D-vitamin), og den anden gruppe fik snydepiller.
Efter fem år kunne forskerholdet ved at sammenligne antallet af hjerteanfald og andre kardiovaskulære hændelser i de to grupper tegne et klart billede af forskellen.
Det viste, at der var en statistisk signifikant lavere risiko for hjerteanfald og hjerte-kar-sygdomme hos dem, der fik D-vitamin sammenlignet med kontrolgruppen, som fik snydepiller.
Har mange funktioner i kroppen
D-vitamin, som vi primært får fra solen, er et vigtigt stof for kroppen, eftersom det er med til at vedligeholde knogler, tænder og muskler. Det regulerer ligeledes immunforsvaret samt calcium- og fosfatindholdet i blodet.
Stort set alle celler i kroppen har såkaldte D-vitamin-receptorer, som er mikroskopiske ”aktiverings-centre” for D-vitamin. Tilstedeværelsen af receptorer i alle kroppens væv giver et fingerpeg om, hvor stor en rolle D-vitamin spiller for organismen.
Forskning peger på, at der er forskel på, hvordan folk optager og udnytter D-vitamin. For eksempel har en amerikansk undersøgelse vist, at folk, der har et højt BMI-tal (body mass index) og befinder sig i kategorien overvægt/fedme, har sværere ved at udnytte D-vitamin i forhold til dem med lavere BMI-tal.