Børn testet i forskellige miljøer
Det var det første forsøg nogensinde, som specifikt undersøgte, hvordan børns immunforsvar reagerer på de omgivelser, børnene leger og opholder sig i.
Nogle af daginstitutionerne havde normale gårdarealer med beton og grus, som børnene færdedes i. I andre institutioner blev børnene taget ud i naturen hver dag. Og udendørsarealet i fire af daginstitutionerne var blevet beplantet med græs, dværglyng og blåbær. Børnene i disse fire ”natur-institutioner” legede i deres nye omgivelser fem dage om ugen og fik også mulighed for selv at dyrke planter i særlige plantekasser.
Dannede flere T-celler
Efter de 28 dage var passeret, sammenlignede forskerne børnene i de tre forskellige miljøer. De kunne se en tydelig forskel på den mikroflora, som børnene havde både i tarmsystemet og på huden. Målinger viste ligeledes, at de børn, som var i nærkontakt med naturen, dannede flere T-celler og andre vigtige markører for et velfungerende immunforsvar.
”Vi kunne også se, at tarmfloraen hos børnene fra de grønne institutioner mindede om tarmfloraen hos de børn, der kom ud i skoven hver dag”, forklarede miljøforsker Marja Roslund fra Universitet i Helsinki i forbindelse med offentliggørelsen af forskningen for et par år siden.
Kendt som bio-diversitetsteorien
Hele konceptet med at et miljø med mange mikroorganismer kan stimulere immunforsvaret er kendt som ”biodiversitets-hypotesen”. Den går blandt andet ud på, at tabet af biodiversitet i storby-områder er delvist ansvarligt for den stigning i immun-relaterede sygdomme, vi oplever i nyere tid.
”Resultaterne af vores undersøgelse bakker op om denne hypotese og antagelsen af, at det moderne miljøs manglende biodiversitet kan være skyld i, at immunsystemet ikke bliver trænet ordentligt, hvilket er årsag til det stigende omfang af immun-relaterede sygdomme”, skrev forskerne i deres rapport.
Stigning i gavnlige bakterier
Noget af det, de finske forskere observerede hos børn, der legede i jord og snavs og blandt græs og træer, var en stigning i antallet af gavnlige gammaproteobakterier. Disse virkede til at styrke hudens immunforsvar samt øge udskillelsen af immunstoffer i blodet samtidig med at mindske niveauet af interleukin-17a, som sættes i forbindelse med immun-relaterede sygdomme, autoimmune sygdomme og allergier.
Også godt for syn og mental sundhed
Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål, men forsøg som dette er med til at understrege, hvor vigtigt det er for børn at opholde sig udenfor i grønne omgivelser, og det handler ikke bare om et styrket immunforsvar.
Andre undersøgelser har nemlig også vist, at det gavner børns syn og mentale sundhed, at de opholder sig ude.