Undersøgelse med over 100.000 deltagere
Undersøgelsen omfatter over 100.000 mennesker, der bor i lejlighed eller hus. Forskere fra UNSW Sydney og University of Wollongong har analyseret de omkringliggende grønne arealer samtidig med at kigge på hospitalsindlæggelse og dødsfald over en 10-årig periode.
”Vi var interesserede i at se nærmere på, hvor Australiere bor, og hvordan deres hjertesundhed bliver påvirket af typen og mængden af grønne arealer”, fortæller en af forskningslederne, Professor Xiaoqi Feng fra UNSW Medicine & Health.
Gælder kun træer – ikke græs
Deres forskning viste, at for folk bosiddende i huse, var grønne arealer forbundet med en lavere risiko for at dø af hjerte-kar-sygdom. Interessant nok var den beskyttende effekt afhængig af, hvilken slags grønne omgivelser, der var tale om. Især områder med relativt mange træer havde en positiv virkning, hvorimod store græsarealer ikke gjorde nogen synderlig forskel.
Forskerne har flere teorier om, hvorfor der er denne forskel. En af dem går ud på, at træer giver skygge og lavere temperaturer, hvilket gør eksempelvis parker mere indbydende at opholde sig i.
Ingen gavn for dem i lejlighed
Mindst lige så interessant var det dog, at grønne arealer ikke syntes at have en hjerte-kar-beskyttende effekt på dem, der boede i lejlighed. Her kommer forskerne ind på, at det kan hænge sammen med, at folk bor tættere i områder med lejligheder. Det betyder, at der er flere mennesker på et mindre areal, og det kan måske begrænse folks lyst til eller mulighed for at benytte de grønne arealer i samme omfang, som hvis der havde været mere plads.
Læger udskriver recept på grønt udeliv
Ikke desto mindre er der stigende fokus på, hvor vigtigt det er med grønne omgivelser. I USA og Canada er der flere og flere læger, som ligefrem udskriver recept på ”grønt udeliv” for at få deres patienter til at bruge mere tid i naturen for derigennem at opnå målbare sundhedsfordele. På samme måde indgår naturen mere end nogensinde i byplanlægningen rundt omkring i verden, hvilket er nødvendigt med den øgede urbanisering og det voksende befolkningstal.