For tilsyneladende kan en kop kaffe med mælk også have en anti-inflammatorisk effekt på mennesker.
Det viser en undersøgelse, som et hold forskere fra Københavns Universitet og Technical University of Dresden står bag.
Resultaterne, der endnu ikke er testet på mennesker, er blevet udgivet i Journal of Agricultural and Food Chemistry.
Dobbelt så gode til at bekæmpe inflammation
I undersøgelsen, der bygger på celleforsøg, ser forskerne nærmere på, hvordan såkaldte polyphenoler opfører sig, når de bliver sat sammen med aminosyrer, som er proteiners byggesten.
Polyphenoler er en gruppe antioxidanter, der bl.a. findes i kaffebønner - og mens kaffebønnen er rig på polyphenoler, er mælk spækket med proteiner.
Helt konkret undersøgte forskerne den anti-inflammatoriske effekt ved at påføre immunceller en kunstig betændelsestilstand, også kaldet inflammation.
Nogle af cellerne fik forskellige doser af polyphenoler, der havde reageret med en aminosyre, mens andre kun fik polyphenoler. Der var også en samling af celler, som ikke fik tilsat noget.
På det grundlag kunne forskerne konstatere, at immuncellerne, der fik kombinationen af polyphenoler og aminosyrer, var dobbelt så gode til at bekæmpe betændelsen som de celler, der kun var tilsat polyphenoler.
Derfor er det ifølge forskerne "oplagt at forestille sig, at den cocktail også kunne have en gavnlig effekt på inflammation i mennesker.”
Også mulig god effekt ved andre fødevarer
Forskerne har i tidligere undersøgelser påvist, at polyphenolerne binder sig til proteiner i bl.a. kødprodukter, mælk og øl.
I et anden undersøgelse har de testet, om molekylerne også binder sig til hinanden i en kaffedrik med mælk. Og det ser sådan ud.
“Vores resultat viser, at reaktionen mellem polyphenoler og proteiner også sker i nogle kaffedrikke med mælk, som vi har undersøgt,” lyder det fra Marianne Nissen Lund fra Københavns Universitet, der har stået i spidsen for undersøgelsen.
Hun vurderer derfor, at den gavnlige anti-inflammatoriske effekt muligvis også sker, når vi mixer forskellige andre fødevarer bestående af proteiner og frugt og grønt, der er rige på polyphenoler.
”Jeg vil tro, at der sker en lignende reaktionen mellem polyphenoler og aminosyrer i eksempelvis en kødret med grøntsager eller en smoothie, hvis man sørger for at få noget protein med, feks mælk eller yoghurt,” siger Marianne Nissen Lund.
Forskerne vil nu teste effekten på dyr og dernæst er håbet at se, om den gavnlige effekt også gør sig gældende i forsøg med mennesker.