Særligt kulhydrat kan sætte skub i udvikling af alzheimer

Engang var var netop det kulhydrat en vigtig nøgle til menneskets overlevelse. Men ikke længere.

Demens er en af de hyppigste dødsårsager blandt ældre

Forskere mener, kulhydratet kan danne grobund for en betændelsestilstand, der i sidste ende kan lede til alzheimer.

© Shutterstock

De intellektuelle evner bliver gradvist svækket, hukommelsen svigter, og personligheden bliver nedbrudt.

Alzheimer er den demenssygdom, der rammer allerflest. Og trods vedvarende forskning på området er sygdommen uhelbredelig.

Nu har forskere til gengæld præsenteret en ny hypotese om en mulig drivkraft bag lidelsen.

En gruppe amerikanske forskere peger nemlig på, at kulhydratet fruktose kan spille en rolle i udviklingen af alzheimer.

Det fremgår af en undersøgelse bragt i The American Journal of Clinical Nutrition.

Undersøgelsen kommer i slipstrømmen på tidligere forskning, der har vist, at fruktose formentlig hjalp vores forfædre med at finde føde.

© Shutterstock

Hvad er fruktose?

Fruktosen påvirker nemlig hjernen ved at nedsætte visse dele af vores hjerneaktivitet og hæmme både hukommelsen og indlæringen.

Det lyder måske ikke videre positivt, men for menneskets forfædre betød effekten, at de var i stand til at lukke distraktioner ude og fokusere på at finde føde og overleve.

Ganske smart, bare ikke for det moderne menneske.

Betændelsestilstand

Tværtimod er overlevelsesmekanismen i dag blevet overflødig og resulterer i stedet for i, at vi indtager mere fedtholdig, sukkerholdig og salt mad, end vi har brug for.

I værste fald kan det føre til en betændelsestilstand i hjernen og danne grobund for at udvikle alzheimer, lyder det fra forskerne.

Forskergruppen formoder helt konkret, at virkningerne af fruktose og fruktosens biprodukt, urinsyre - et restprodukt, som opstår under den normale nedbrydning af kroppens celler, og som der dannes mere af ved indtagelse af fruktose - kan være årsagen til, at der ophober sig proteiner, der er forbundet med alzheimer.

Forskernes resultater er ikke baseret på nye laboratorieundersøgelser, men forbinder til gengæld prikkerne mellem tidligere undersøgelser på området.