Shutterstock / tommaso79

Søvnmangel omdirigerer usundt fedt til dine indre organer

Det kan være farligt at sove for lidt. Et forskningsforsøg har vist, at fedt finder vej til dine indre organer, hvis du ikke får nok timer på øjet - og det kan føre til diabetes og hjertekarsygdomme.

Er du en af dem, der forsømmer nattesøvnen for at binge-watche serier eller trawle nettet igennem i de sene aftentimer?

Så skal du måske overveje at gå tidligere i seng, for søvnmangel kan øge din risiko for hjerte- og stofskiftesygdomme. Det viser et nyt amerikansk studie.

Problemet med søvnmangel har længe bekymret sundhedseksperter, som kalder det en global epidemi.

Natarbejde, streamingtjenester og mobiltelefoner i sengen forstyrrer din nattesøvn, og det kan på sigt medføre alvorlige livsstilssygdomme.

Et forskerhold ved nonprofitorganisationen Mayo Clinic i amerikanske Minnesota har påvist, at mangel på søvn kan øge fedtophobningen i din krop.

Særligt sætter det sig som usundt fedt på dine indre organer.

Fire timers søvn

En forsøgsgruppe bestående af tolv raske, almenvægtige personer blev tilfældigt inddelt i to grupper. En kontrolgruppe, der fik ni timers søvn, og en testgruppe, der måtte nøjes med fire timer.

Hen over 42 dage overvågede og målte forskerne forsøgspersonernes energiindtag og -forbrug. De overvågede også kropsvægten og fedtfordelingen på ydersiden af maven og fedtet på de indre organer.

Helt konkret skulle forsøgspersonerne testes gennem to sessioner, der hver varede 21 dage.

To uger med fire timers søvn om natten satte sine tydelige spor hos testpersonerne.

© Covassin N. et al.

De første fire dage fik alle deltagere ni timers søvn, de næste fjorten dage fortsatte kontrolgruppen med de ni timer, mens testgruppen fik reduceret deres søvn. og de sidste tre dage fik begge grupper ni timer. Herefter byttede grupperne søvnmønster.

Under hele forsøget havde begge grupper ubegrænset adgang til mad.

Fedt, diabetes og hjertekarsygdomme

Testgruppen indtog 300 ekstra kalorier om dagen. De spiste tretten procent flere proteiner og sytten procent mere fedt.

Vægtstigningen var meget lille, men fedtophobningen steg markant. Faktisk observerede forskerne en stigning på ni procent mere fedt på maven og elleve procent på de indre organer sammenlignet med kontrolgruppen.

Normalt aflejres fedt under huden, men det nye studie viser, at søvnmangel kan omdirigere fedt til de indre organer, hvilket kan medføre diabetes, forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme.

Selvom testpersonerne fik indhentet søvnen og stabiliseret kalorieindtag og vægt, fortsatte fedtet på organerne med at stige et stykke tid efter forsøget.

Med studiet håber forskerne at sikre, at når vi fremover skal forebygge livsstilssygdomme, er det ikke kun vægtmål, der er i fokus men også behovet for den rette mængde søvn.