Det er en af de hyppigste sygdomme på kloden og rammer mellem 20 og 50 procent af verdens befolkning.
Tandkødsbetændelse er kendt for at skabe blødende, hævede og ofte ildelugtende gummer.
Men de seneste år har en række undersøgelser vist, at mundens millioner af mikroorganismer også kan krybe videre ud i kroppen og sætte skub i udviklingen af andre alvorlige sygdomme.
Få overblikket her.
Alzheimer: Læge undersøgte døde hjerner
I 2019 nærstuderede lægen Stephen Dominy hjernevævet fra en række afdøde patienter med alzheimer og sammenlignede det med hjernevævet fra afdøde, raske personer.
I mikroskopet opdagede Stephen Dominy en bakterie i hjernebarken hos de afdøde alzheimer-patienter, som ikke var til stede hos den raske gruppe.
Bakterien hedder Porphyromonas gingivalis og er en mikroorganisme, der stortrives i munden på personer med tandkødsbetændelse og parodontose.
I hjernevævet hos alzheimer-patienterne fandt forskerne også et giftigt protein kaldet gingipain, som netop udskilles af bakterien P. Gingivalis.