”Ubrugeligt” organ kan være et vigtigt våben mod kræft

Læger har længe ment, at brislen er en overflødig kirtel, og den bliver ofte fjernet kirurgisk. Men det kan vise sig at være en rigtig dårlig ide.

Thymus
© Shutterstock

Lige bag brystbenet sidder en lille fedtholdig kirtel, som hedder brislen også kaldet thymus.

Hos børn er den med til at udvikle deres immunsystem, men ved puberteten skrumper kirtlen ind, og af den grund har man tidligere ment, at den er inaktiv og overflødig i voksenlivet.

Den opfattelse møder nu modstand, efter amerikanske forskere har lavet en undersøgelse, som understreger, at organet kan være en vigtig del af kroppens forsvar mod kræft igennem hele livet.

Hvis kirtlen bliver fjernet i en tidlig alder, falder produktionen af såkaldte T-celler, som er en type hvide blodlegemer, der bekæmper bakterier og sygdomme.

En amerikansk undersøgelse afslører nu, at kirurgisk bortskaffelse af brislen måske kan resultere i en øget risiko for at dø eller at udvikle kræft. Undersøgelsen er offentliggjort i The New England Journal of Medicine.

Helt konkret observerede forskerne, at folk, der får fjernet deres brissel, tilsyneladende ser ud til at have næsten dobbelt så høj risiko for at dø indenfor en fem-årig periode sammenlignet med dem, der ikke får fjernet kirtlen. Det gælder selv efter, der bliver taget højde for køn, alder, race og en række andre faktorer, som spiller ind.

Samtidig så der ud til at være dobbelt så stor risiko for at udvikle kræft indenfor en periode af fem år hos dem, der fik fjernet deres brissel.

”Omfanget af risikoforhøjelsen er noget, vi aldrig ville have forestillet os”, siger onkolog David Scadden, som har stået i spidsen for undersøgelsen til The Harvard Gazette. Scadden er professor i medicin ved Harvard University.

Fjernes ofte ved hjertekirurgi

Da kirtlen sidder lige foran hjertet, bliver den ofte fjernet i forbindelse med hjertekirurgiske indgreb. Men selve kirtlen kan også blive ramt af kræft, og i de tilfælde bliver den ligeledes bortopereret.

Forskerne understreger, at der er tale om en observationsundersøgelse, så de kan ikke konkludere, at det at fjerne brislen i sig selv fører til dødelige sygdomme eller kræft.

De er dog temmelig alarmerede over deres observation og siger, at det, ifølge dem, bør det have høj klinisk prioritet at bevare kirtlen i alle de tilfælde, hvor det er muligt - indtil sammenhængen er undersøgt nærmere.

Kan forstyrre immunforsvaret

Deres forskning er baseret på data fra patienter, som har fået foretaget kirurgi i organerne omkring brystkassen. Hos flere end 6.000 patienter, blev brislen ikke fjernet. Denne gruppe fungerede som kontrolgruppe. Hos 1.146 patienter blev kirtlen imidlertid bortopereret.

Ved at sammenligne de to grupper kunne forskerne se, at der hos dem, der fik fjernet brislen, både var en øget risiko for at dø og at udvikle kræft sammenlignet med kontrolgruppen. Der var tilmed tale om mere aggressive kræftformer, som ofte vendte tilbage efter endt behandling.

Forskerne ved ikke på nuværende tidspunkt, hvad forklaringen er, men de gætter på, at det giver ubalancer i immunsystemet, når brislen mangler. De kunne blandt andet se på en mindre gruppe af patienter, som havde fået fjernet deres brissel, at de havde færre T-cellereceptorer, og det kan muligvis bidrage til udviklingen af kræft eller autoimmune lidelser efter indgrebet.

”Alt i alt tyder disse observationer på, at brislen hjælper med at danne nye T-celler hos voksne og er med til at vedligeholde en voksens persons helbred”, konkluderer forskerne.