Undersøgelse: Bittesmå stykker plastik kan måske have alvorlig effekt på hjernen

Et opsigtsvækkende forsøg viser, at der kan være stor forskel på, hvilke plastpartikler, hjernen bliver udsat for.

Mikroplast under lup.

Mikroplast er små stykker af plastik, som måler under 0,5 mm i diameter, mens nanoplast er betegnelsen for de mindste stykker, som måler mindre end 0,0001 mm i diameter.

© Shutterstock

De mikroskopiske plastpartikler på under fem millimeter, vi kender som mikroplastik, er blevet fundet i alt fra vores brystmælk til vores blod og hjertevæv.

Et stigende antal dyreforsøg peger endda på, at de små plaststykker måske kan krybe ind bag hjernens ydre bolværk, den beskyttende blod-hjerne-barriere, som adskiller blodet og hjernevævet.

Nu har et hold af forskere fra Daegu Gyeongbok Institute of Science and Technology i Sydkorea kigget nærmere på, hvad fragmenterne potentielt kan forårsage af skader, når de først er inde i hjernen. Og forskerne kalder selv deres resultater for alarmerende.

Det anslås, at vi producerer op mod 400 millioner tons plastik om året. Hvert eneste stykke plastik afgiver igennem sin levetid et utal af bittesmå fragmenter, som udsættes for UV-lys, vind og regn, før de potentielt finder vej ind i vores krop.

Tidligere har forskere undersøgt, hvordan helt nye plastpartikler, som ikke har været ude i naturen, påvirker menneskelige hjerneceller.

Efterlignede naturen

I den nye undersøgelse, som er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Environmental Research, ønskede en gruppe sydkoreanske forskere at undersøge de potentielle konsekvenser ved mikroplastik, som netop havde været udsat for et naturligt miljø.

For at efterligne forholdene i naturen skabte forskerne mikroskopiske partikler af plastik, som de udsatte for UV-lys, regn og blæst gennem syv dage.

De små plastpartikler blev bagefter spist af forsøgsrotter. Og her kunne forskerne se, hvordan de bittesmå plaststykker tilsyneladende skabte en voldsom stigning i en gruppe af betændelsesproteiner, som hænger sammen med nedbrydning af hjernen og celledød.

Senere afprøvede forskerne, hvordan de slidte plaststykker påvirkede en gruppe af celler, der spiller en central rolle i forhold til at overvåge og forsvare hjernen - såkaldte mikrogliaceller.

Plastik ender i vores organer

Du kan ikke undgå mikroplast. Den er i din mad og i den luft, du indånder. Og de små plastikpartikler havner dybt inde i din krop.

Vi propper os med plastik
© Claus Lunau

1. Vi propper os med plastik

Forskning viser, at du spiser og indånder cirka 50.000 plastikpartikler om året. De er overalt omkring dig og kommer fra et virvar af forskellige kilder: dine tæpper, dit tøj, din tandbørste, mademballage og meget andet.

Partikler traenger ind i kroppen
© Claus Lunau

2. Partikler trænger ind i kroppen

De indåndede partikler ender i svælget og lungerne, mens de spiste i første omgang havner i mavesækken og tarmen. De største af de spiste partikler bliver udskilt igen via afførringen, men de mindste kan blive siddende i kroppen.

Plastik havner i vigtige organer
© Claus Lunau

3. Plastik havner i vigtige organer

Forskere har fundet plastik i lungerne, leveren, milten, nyrerne og endda i fostre. Konsekvenserne er endnu ukendte, men i meget af plasten findes hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende stoffer, der ophober sig i kroppen.

Opdagelsen var, at de små, slidte stykker plastik tilsyneladende satte gang i en betændelsesreaktion ved netop at stimulere de såkaldte mikrogliaceller.

Ifølge forskerne viser resultaterne at slidt mikroplastik potentielt kan være giftigt for hjernen og medføre nedbrydning og celledød.

"Konsekvenserne af mikroplastiks skadelighed er særligt alarmerende, da sekundær mikroplastik, som har været eksponeret for naturlige miljøer, ser ud til at skabe en mere alvorlig betændelsesreaktion i hjernen," lyder det fra biologen Sung-Kyun Choi, som er en af forskerne bag undersøgelsen, til Medical Xpress.

Undersøgelsen fra Sydkorea er relativ lille med en høj koncentration af mikroplastik, men forskerne planlægger nu at udføre længevarende undersøgelser med flere prøver og mikroplastik-doser, der bedre afspejler virkeligheden, for at bekræfte deres fund.