Shutterstock

Undersøgelse: Kunstigt sødestof kan øge risiko for slagtilfælde og blodpropper

Det populære sødestof bliver brugt i et hav af kalorielette mad- og drikkevarer. Branchefolk afviser, at det kan være farligt at indtage.

Hvis du vil holde en sund vægt, skal du skære ned på sukkerindtaget.

Sådan lyder et bredt anerkendt kostråd.

For mange betyder det, at de erstatter de sukkerholdige mad- og drikkevarer med kalorielette alternativer, der er tilsat sødestoffer i stedet for det naturlige sukker.

Men nu peger forskning på, at det kan være en skidt ide.

I hvert fald hvis man i stort omfang indtager det populære sødemiddel erythritol.

Det viser resultaterne af en undersøgelse, der er publiceret i Nature Medicine.

Dobbelt så høj risiko

I undersøgelsen nærstuderede den internationale forskergruppe to tidligere undersøgelser, der omfattede henholdsvis godt 2100 personer i USA og cirka 830 personer i Europa.

Personerne havde det til fælles, at de var i øget risiko for hjerteproblemer og slagtilfælde på grund af faktorer som overvægt og diabetes.

Ved at sammenligne personernes niveauer af erythritol i blodet, kunne forskerne se, at den fjerdedel, der havde de højeste niveauer i blodet, havde en langt højere risiko for at få hjerteanfald eller slagtilfælde end personerne i gruppen, der udgjorde den fjerdedel med de laveste niveauer i blodet.

Målt over en periode på tre år havde gruppen med de højeste niveauer cirka en dobbelt så høj risiko som gruppen med de laveste niveauer, efter at tallene var blevet justeret for testpersonernes forskelle i vægt og helbred.

Forskerne undersøgte derefter sødemidlets virkninger på blodet.

Hvad er erythritol?

For det første kunne de se en stærk sammenhæng mellem indtag af mad- eller drikkevarer med erythritol - og niveauet af erythritol i blodet efterfølgende.

Helt specifikt blev otte personer uden særlig risiko for hjertekarsygdom undersøgt ved at de indtog mad med 30 gram erythritol, f.eks. kunne det være ved at spise en halv liter is med lavt kulhydratindhold.

Som konsekvens steg deres niveauer af sødestoffet målt i blodet fra cirka 4 mikromol (det mål, man bruger for koncentrationen, red.) til omkring 6.000 mikromol og forblev høje i flere timer.

For det andet viste deres undersøgelser, at erythritol fremmede dannelsen af blodpropper i mus, ligesom de kunne se, at risikoen for blodpropper blev større, da de tilsatte sødemidlet til prøver med menneskeblod.

Overfor New Scientist afviser talsperson for den britiske diabetesforening, Duane Mellor, dog at indtagelse af sødemidlet er farligt.

Han mener, at langt de fleste personer aldrig vil indtage nok erythritol til, at deres niveauer i blodet når de faretruende høje niveauer, som forskernes undersøgelse baserer sig på.

Også den administrerende direktør i den amerikanske brancheorganisation for producenter af kunstige sødestoffer, Robert Rankin, afviser, at sødemidlet kan være sundhedsskadeligt. Han siger ifølge People til CNN, at "resultaterne af denne undersøgelse er i modstrid med årtiers videnskabelig forskning, der viser, at kaloriereducerede sødestoffer som erythritol er sikre."