Shutterstock
T-celler angriber peptid fra kræftceller

Visse vitamintilskud kan tilsyneladende have uheldig virkning i forhold til kræft

En af de store sundhedshelte i vores kost kan måske også have en bagside i forhold til kræfttumorer, viser overraskende undersøgelse fra Sverige.

Ligesom organerne i din krop har kræfttumorer brug for tilførsel af ilt og næring fra blodet for at vokse og sprede sig til andre dele af kroppen.

Derfor danner knuderne et forgrenet net af små blodkar omkring sig, som hele tiden sender nye forstærkninger til de muterede og overaktive kræftceller.

Nu har forskere fra Karolinska Institutet i Sverige gjort en overraskende opdagelse, som viser, at visse kosttilskud tilsyneladende kan skabe flere blodkar og dermed hjælpe kræften til at vokse i nogle tilfælde.

Forskerholdet har tidligere lavet undersøgelser, der viste, at antioxidanter, som fx C- og E-vitamin, kan øge både væksten og spredningen af lungekræft ved at stabilisere et protein kaldet BACH1.

Proteinet aktiveres, når mængden af særlige iltforbindelser, såkaldte frie radikaler, falder - og det mener forskerne blandt andet sker, når antioxidanterne binder sig til de frie radikaler og på den måde neutraliserer dem.

Nu har forskerne så opdaget, at aktiveringen af BACH1 også ser ud til at øge dannelsen af nye blodkar fra de allerede eksisterende omkring kræftknuderne.

"De nye blodkar kan nære tumorerne og hjælpe dem med at gro og sprede sig," lyder det fra Martin Bergö, som er professor ved Department of Biosciences and Nutrition og vicepræsident ved Karolinska Institutet i en pressemeddelelse.

Antioxidanter nedkæmper skadelige forbindelser

Antioxidanter er ellers gennem mange år blevet fremhævet som nogle af de helt store sundhedshelte i vores kost - og med god grund.

Ideen blandt flere forskere er nemlig, at antioxidanterne ved at binde sig til de reaktive frie radikaler, som dannes i stofskifteprocesserne i vores krop, neutraliserer iltforbindelserne, før de gør skade på vores arvemateriale og fx øger risikoen for kræft.

Derfor findes antioxidanterne også i mange af de kosttilskud, der findes på markedet. Og vi bør da heller ikke undgå dem ifølge de svenske forskere.

"Der er ingen grund til at frygte antioxidanter i normal mad, men de fleste mennesker har ikke brug for ekstra mængder af dem," lyder det fra Martin Bergö.

"Det kan faktisk være skadeligt for kræftpatienter og mennesker med en forhøjet kræftrisiko," lyder det fra professoren.

Undersøgelsen er udgivet i det videnskabelige tidsskrif The Journal of Clinical Investigation.