Der findes mange små tricks til, hvordan man kan få mere gavn af sin iPhone.
Jeg har valgt fem af de bedste: fire helt simple hverdags-fif — og til sidst et tip der måske kan spare dig for at købe en ny telefon.
Ny klumme indvier dig i ugens største tech-nyheder

Klummens forfatter er Nicolai Franck, tech-ekspert med en stor viden indenfor teknologi, gadgets, internet og digitale tjenester.
Klummen er uafhængig, og ingen producenter har betalt for at blive omtalt.
1. Brug mellemrumstatsten til at navigere i tekst
Hvis du skal redigere tekst på din iPhone, kan det være meget besværligt at få placeret pølsefingeren præcist mellem to bogstaver.
Men i stedet for at bruge fingeren, kan du trykke og holde mellemrumstangenten nede på tastaturet. Når du gør det, sløres bogstaverne, og tastaturet transformeres til et pegefelt.
Herefter kan du blot køre fingeren rundt på det slørede tastatur og placere markøren lige præcis det rette sted i teksten, uden at din finger er i vejen.

Dette tip er muligvis et af de mest nyttige i daglig brug. Jeg bruger funktionen hele tiden selv.
Det virker på al tekst og kan både bruges i en email, i en besked eller i en note.
Mellemrumstasten gemmer endda på endnu en smart funktion. Trykker du på den to gange i træk, sætter du automatisk et punktum i din tekst efterfulgt af et mellemrum.
Så i stedet for at skulle skifte til tal-tastaturet, vælge punktummet og derefter trykke mellemrum, så trykker du blot to gange på mellemrumstasten. Det gør det meget hurtigere og lettere at skrive på telefonen.
Det kan dog være, at du skal aktivere funktionen, hvis den ikke allerede er aktiveret.
Du aktiverer det dobbelte mellemrums-trick i: Indstillinger -> Tastaturer -> her slår du den grønne skyder til ud fra menupunktet “.“-genvej.

To tryk på mellemrumstasten sætter et punktum efterfulgt at et mellemrum. Det gør det langt hurtigere at skrive.
2. Åbn apps lettere og hurtigere
Hvis du hører til dem, der bladrer rundt på telefonen for at finde den app, du gerne vil åbne, så findes der en meget lettere metode.
Du trækker blot ned i skærmen. Så får du en oversigt over otte af de apps, du bruger oftest, og samtidig vises et søgefelt, hvor du blot kan begynde at taste navnet på den app, du vil åbne. Markøren står automatisk klar i søgefeltet.

Du skal blot trække ned i skærmen, når du har låst din telefon op, for at komme til søgefeltet og otte genveje til dine hyppigst brugte apps.
Det er både lettere og langt hurtigere end at bladre rundt i de mange små ikoner.
3. Mere orden på skærmen
Hvis din iPhone er fyldt op med apps, du sjældent bruger, kan du let fjerne dem fra hjemmeskærmen, uden at du sletter dem fra telefonen.
Du trykker og holder ned på den app, du vil fjerne. Herefter trykker du på ‘Fjern app’ og efterfølgende vælger du ‘Fjern fra hjemmeskærm’.

Det er rimelig simpelt at fjerne de apps, man sjældent bruger.
Appen vil nu ikke længere ses på din hjemmeskærm, men vil altid kunne søges frem eller findes på den sidste skærm på telefonen i det der hedder ‘Appbibliotek’.

Alle dine apps, kan findes i Appbiblioteket. Du finder det på den sidste hjemmeskærm.
4. Bedre kommunikation: svar på den rigtige besked
Du har sikkert oplevet, at der hurtigt kan gå rod i kommunikationen i besked-appen, hvis den, du skriver med, sender flere beskeder i træk, inden du når at svare.
Når du så skriver tilbage, svarer du måske ikke på den seneste besked, men på den før, og så starter forvirringen.
Der er dog et lille trick, der kan gøre det meget mere tydeligt, hvad du svarer på.
I stedet for blot at skrive i beskedfeltet, kan du trykke og holde ned på lige præcis den besked, du gerne vil respondere på.
Herefter får du muligheden for at vælge ‘Svar’, og dermed svare direkte på den pågældende besked.

En smart måde at holde styr på kommunikationen i Besked-appen.
Begge parter vil efterfølgende se en streg i venstre side af skærmen, der indikerer, at der nu er oprettet en særskilt besked-tråd.
Beskedtråde kan være særligt gavnlige i gruppebeskeder, hvor der er mange folk involveret.
5. Sådan frigør du plads på din iPhone
Vi slutter med et tip, der potentielt kan spare dig mange penge.
Hvis du kæmper med, at din iPhone er ved at løbe tør for plads, er du med sikkerhed ikke den eneste.
Jeg har selv for nylig haft problemet, på trods af at jeg har en model med temmelig meget plads.
Efter en lille smule efterforskning fandt jeg synderen: Apples Podcast-app.
Podcast-appen fyldte intet mindre end 131 GB, ganske enkelt fordi jeg havde glemt at sætte en grænse for, hvor mange episoder, hver podcast, jeg abonnerer på, må gemme.
Nu er det jo ikke sikkert, at du har det præcis samme problem, men måske er det Netflix, HBO eller en helt tredje app, som optager unødigt meget plads hos dig.
Uanset, hvilken app det er, finder du den i Indstillinger → Generelt → iPhone-lagringsplads.
Her ser du en liste over alle dine apps sorteret efter, hvor meget plads de optager. Den app, der fylder mest, er altså øverst.
Fra listen vælger du så den app, som du vil slette data fra. I dette eksempel har jeg trykket på podcast-appen, men det kunne lige så vel være Netflix.

Den samlede oversigt over, hvor meget podcast fyldte på min telefon.
Når du har valgt Podcast, kan du se, hvor mange episoder af hver podcast, du har gemt på din enhed, og hvor meget plads de samlet fylder.

Du kan se, hvor meget hver enkelt podcast fylder.
For at slette podcast-episoderne — men uden at slette selve abonnementet på podcasten — trykker du først på rediger og så det røde stopskilts-tegn i venstre side. 👇

Podcast fylder rigtig meget, så der kan være en masse plads at hente ved at rydde op.
Alternativt kan du skubbe mod venstre på den pågældende podcast og vælge slet. 👆
For en god ordens skyld, kan du nedenfor se, at det fungerer stort set ens, hvis det er Netflix. Her kan du dog kun slette videoerne via skub-og-slet metoden.

Swipe til venstre på en Netflix-epsiode, for atb slette den
I andre apps — fx Foto eller Musik — er du nødt til at åbne selve appen og manuelt slette det overflødige indhold.
Men du får stadig det fulde overblik over, hvilke apps der optager mest plads, og hvor meget de fylder, ved at gå ind i Indstillinger → Generelt → iPhone-lagringsplads.
Fremgangsmåden er iøvrigt helt identisk på iPad. Der hedder menupunktet blot iPad-lagringsplads.
Jeg kan på det varmeste anbefale at tjekke, om der er apps, der optager al for meget plads på din enhed. Måske viser det sig, at du slet ikke har brug for en ny iPhone eller iPad men blot skal rydde lidt op.