Myte 1: "Google gør dig dummere"
IT-journalisten Nicholas Carr blev i 2008 verdensberømt for sin artikel “Gør Google os dumme?” og mange har siden stillet samme spørgsmål.
Men vi kan ikke konkludere, at Google gør os dummere. Internetsøgning kan tværtimod øge hjerneaktiviteten, viser undersøgelser.
Forskere fra Columbia University mener, at internettet fungerer som en ekstern hukommelse, hvor vi kan lagre information.
Forskerne har i forsøg undersøgt folks evne til at huske informationer, når de har internettet ved hånden. Forsøgspersonerne huskede primært, hvor informationer kunne findes, snarere end hvad informationerne var.
Det skyldes bl.a., at hjernen kun kan overskue tre til fem forskellige informationer ad gangen. Internettets mange tusinder informationer overbelaster særligt arbejdshukommelsen, der bearbejder viden, inden det kan lagres i langtidshukommelsen.
Men hjernen brænder ikke sammen af de mange informationer. I stedet frigør den “diskplads” ved at uddelegere hukommelsen til nettet og blot huske, hvor informationerne kan findes.
Dette fænomen kaldes transaktiv hukommelse og optræder også, når fx folk i parforhold “deler” hukommelse med hinanden ift. hushold, kalender- og budgetføring.
Når internettet tager sig af lagringen af store dele af vores semantiske hukommelse – den del af langtidshukommelsen, som lagrer almen viden og paratviden – frigør vi sandsynligvis andre kognitive ressourcer, viser en række studier.
Blandt andet viser et forsøg fra University of California, at internetsøgning aktiverer områder i hjernen, som har med beslutningstagning og fornuft at gøre. Områder, som ikke lyser op, når vi for eksempel læser i en bog.
Nettet øger hjernens aktivitet
Forskere ved University of California har skannet forsøgs-personers hjerner. Til venstre ses hjerneaktivitet ved boglæsning. Til højre ses hjerneaktivitet ved netsøgning, der øgede aktiviteten i områder i hjernen, som bl.a. er knyttet til fornuft og beslutninger.
Myten om internetsøgning er: FALSK
Myte 2: “Du må ikke lade din smartphone sidde i opladeren”
I 2016 brød flere eksemplarer af Samsung Galaxy Note 7 pludselig i brand.
Episoden gav brændstof til en velkendt myte: Din telefon går i stykker, hvis du lader den sidde i opladeren natten over. Men frygten er ubegrundet.
Årsagen til de brændende batterier var, at ruten mellem batteriets elektroder var forkortet grundet dårlige materialer. Derfor blev elektrolytten – væsken, som leder ionerne i batteriet – overophedet og begyndte at koge, så der til sidst gik ild i batteriet.
Alle moderne smartphones har et såkaldt battery management system (BMS) integreret i batteriet, der forhindrer sådanne ulykker.
Når du oplader, rykker litium-ioner fra en katode til en anode, hvorfra de så vandrer tilbage, hvilket skubber elektroner rundt i et kredsløb, når du bruger din smartphone. En chip måler løbende spændingen i batteriet, mens opladeren er tilkoblet.
Når spændingen rammer 4,2 volt, aktiveres en diode, der virker som en envejsventil for elektricitet og lukker af, så batteriet ikke kan blive overophedet.
Dioder i batterierne kan også lukke af, så strøm ikke forlader batteriet, mens det bliver opladet.
Dioder virker som ventiler for strøm
Batteriet oplades med litium-ioner
Batteriet oplades ved, at positivt ladede litium-ioner flyttes fra en katode til en anode. Negativt ladede elektroner kan ikke passere membranen, så de løber via et kredsløb til anoden.
Dioder lukker af og sænker spændingen
Mens batteriet oplades, kan dioder lukke af, så strøm ikke forsvinder ud af batteriet og sænker spændingen.
Dioder lukker af for strømmen
Når spændingen i batteriet er 4,2 volt, lukker dioderne, så strøm nu ikke kan komme ind i batteriet.
Myten om opladere er: FALSK
Myte 3: “Din smartphone giver dårlig nakke”
Når du bøjer hovedet for at tjekke mobilen, slider det voldsomt på nakken. Fænomenet er døbt “technakke” og kan føre til slidskader og dårlig kropsholdning.
I et studie fra 2014 undersøgte den amerikanske kirurg Kenneth Hansraj, hvordan det belaster vores nakke, at vi i stigende grad går med næsen begravet i vores smartphone.
Et hoved vejer omkring fem og et halvt kg, men når du læner hovedet forover eller bagover, bliver presset på nakken og rygsøjlen forøget.
Hvis du bøjer nakken blot 15 grader, gør vægtforskydningen, at hovedet belaster nakkens rygsøjle, muskler og sener med en kraft, som svarer til 12 kg.
Bøjet hoved belaster rygsøjlen
Et hoved vejer i gennemsnit ca. 5,5 kg, men når du kigger på din smartphone, bøjer du typisk nakken 45 grader. Det forskyder vægten af hovedet, så nakkens rygsøjle bliver belastet med en kraft, der svarer til 22 kg.
Når vi nærstuderer skærmene med nakkerne bøjet i en vinkel på 60 grader, belaster den forskudte position af hovedet rygsøjle, muskler og sener med en kraft, der svarer til over 27 kg, altså omtrent fem gange hovedets vægt.
Technakke er tilsyneladende et udbredt problem.
Et studie fra Khon Kaen University i Thailand viser fx, at 32 procent af 779 brugere af smartphones ved universitetet oplevede nakkesmerter, 26 procent skuldersmerter og 20 procent smerter i den øverste del af ryggen.
Myten om nakkeskader er: SAND
Myte 4: “Dine øjne kan ikke se i Ultra HD”
En Ultra HD-skærm har 8.294.400 pixels, rundt regnet fire gange så mange som en High Definition-skærm. Jo flere pixels, jo skarpere fremstår billedet også.
Øjet har en opløsning, der er cirka 72 gange højere end et Ultra HD-fjernsyn, men det er alligevel umuligt at se den høje billedopløsning på skærmen, hvis ikke man sidder meget tæt på eller har en kæmpe skærm.
Det skyldes, at øjets evne til at adskille to punkter fra hinanden afhænger af afstanden til det, vi betragter.
Øjets opløsning svarer til et 576-megapixelskamera. Du ser vha. millioner af synsceller kaldet tappe, som er koncentreret i fovea i øjebagvæggen.
Øjet kan kun skelne to punkter fra hinanden, hvis de er adskilt af en vinkel på minimum 1/60 af en grad.
Personer med normal synsstyrke kan skelne objekter adskilt med 0,3 mm fra 1 m. Fra 3 m skal der en 70-tommersskærm til for at skelne Ultra HD fra HD.
Øjet kan kun skelne mellem to punkter, hvis de er adskilt af mindst en tresindstyvendedel af én grad.
Det betyder for eksempel, at du skal have en 55 tommers HD-skærm, før du kan skille to pixels fra hinanden fra to meters afstand.
Hvis skærmen er mindre, eller hvis du er længere væk, kan øjet ikke opfange den større detaljerigdom.
Myten om Ultra HD er: DELVIST SAND
Myte 5: “Sociale medier giver dopaminkick som stoffer”
Vanehandlinger udskiller tre signalstoffer i hjernen. Noradrenalin fokuserer vores tanker på vanen. Serotonin aktiverer den følelse, vanen giver os.
Og dopamin lærer hjernen bestemte vaner og belønner os for at udføre dem.
Over tid begynder hjernen at producere mere dopamin allerede ved forventningen om en belønning inden en vanehandling, men til gengæld dykker dopaminproduktionen, hvis den forventede belønning så udebliver.
Dopaminens tre veje
Nydelse bliver påvirket af dopamin
Vejen fører til nedre striatum og påvirker bl.a. nydelse og belønning.
Sanser spiller sammen med dopamin
Denne vej leder til øvre striatum og påvirker bevægelse og sansning.
Dopamin påvirker, hvordan vi lærer
Ruten går bl.a. til pandelapperne og påvirker især motivation og læring.
Likes på sociale medier kan udløse dopamin i hjernen, ligesom kokainens opkvikkende effekt kan gøre det, og begge dele tilskynder os til at opbygge vaner med hhv. at tjekke sociale medier og tage kokain.
Stoffer adskiller sig bl.a. ved, at de kemisk overbelaster hjernen og gør det sværere at afvænne vaner – og at opnå velbehag uden stofferne.
Belønninger frigiver dopaminer i hjernen
Uventet belønning skaber glæde
Hvis du oplever en større belønning end forventet, eller hvis belønningen er helt uventet – fx et overraskende stort antal likes til et opslag på Instagram – frigives store mængder dopamin.
Forventninger overtager styringen
Med tiden forventer du bestemte belønninger for bestemte handlinger, og dopaminen udløses ikke længere af selve belønningen, men forventningen om den, fx når du åbner Facebook.
Manglende belønning giver nedtur
Får vi ikke den belønning, vi forventer – fx likes, når vi åbner en app, hvor likes plejer at flyde – dykker dopamin-
produktionen. Det signalerer, at vi bør genoverveje, om en vane er ønskelig.
Myten om sociale medier er: SAND