En memristor - ordet er sammensat af memory og resistor, altså hukommelse og modstand - er et kredsløbselement indenfor elektronikken, der minder om en transistor.
Men i modsætning til transistoren regulerer memristoren ikke bare strømmen. Den gemmer også gemmer data i sin hukommelse i form af en variabel modstand.
”Dette er en meget lille enhed med en simpel struktur, men den har mange lignende funktioner som et menneskeligt neuron,” fortæller Feng Zhao, der leder undersøgelsen, på universitetets hjemmeside.
”Det betyder, at hvis vi kan integrere millioner eller milliarder af disse honning-memristorer sammen, kan de omdannes til et neuromorfisk system, der fungerer meget lig en menneskelig hjerne.”
Computerne endnu langt efter
For at lave disse honning-memristorer har Zhao og hans hold omdannet honning til fast form, for derefter at klemme den faste honning mellem to metalelektroder, hvilket danner en struktur, der ligner en menneskelig synapse.
Lige nu er de på størrelse med et menneskehår, men målet er, at de bliver godt 1/1000 af et menneskehår.
Bagefter testede de honning-memresistorernes ydeevne ved at efterligne synapserne i hjernen ved høje tænd- og slukkehastigheder på henholdsvis 100 og 500 nanosekunder.
Memristorerne efterlignede også nogle synapsefunktioner, som påvirker læringsprocessor i den menneskelige hjerne og lagring af ny information i neuronerne.
Den menneskelige hjerne har mere end 100 milliarder neuroner, der både kan behandle og lagre data med mere end 1.000 billioner synapser.
Der findes i dag neuromorfe chips, som svarer til mere end 100 millioner neuroner per chip, og det er meget langt fra de 100 milliarder, som hjernen råder over.
Nedbrydes let i en spand vand
Derfor skal der produceres rigtig mange memristorer, som lige nu fremstilles af ikke-fornyelige og giftige materialer. Men det skal honning-komponenterne lave om på.
Foruden at være nedbrydelig kan honning også modstå den varme, som genereres i neuromorfe computere. Og så har honningen også andre fordele.
”Den har en meget lav fugtkoncentration, så bakterier kan ikke overleve i den. Det betyder, at disse computerchips vil være meget stabile og pålidelige i meget lang tid,” fortæller Zhao og fortsætter:
"Når vi ønsker at bortskaffe enheder, der bruger computerchips lavet af honning, kan vi nemt opløse dem i vand."