Shutterstock
Kyrillisk tastatur

Kan et russisk tastatur forhindre cyberangreb?

Jeg har læst, at man er mindre udsat for at blive angrebet af hackere, hvis computeren har et russisk tastatur. Er det sandt?

"Installér et russisk tastatur på din Windows-pc og slip for den malware, som hackere ellers kan bruge til at overtage kontrollen med din computer".

Sådan lød rådet fra den kendte it-sikkerhedsblogger Brian Krebs i 2021.

Meget malware stammer fra Rusland – bl.a. ondsindede hackerprogrammer kaldet ransomware, der låser din pc og opkræver løsepenge for at låse den op igen.

De russiske it-kriminelle har derfor programmeret et tjek ind i malwaren, som undersøger, om russisk, eller kyrillisk, er installeret som keyboardsprog på computeren. Hvis det er, bliver malwaren ikke aktiveret.

Krebs ræssonerede derfor, at alle ikke-russere burde installere kyrillisk som sprog på Windows-pc'en for at beskytte mod malware.

Men det er desværre ikke helt så enkelt.

Russisk skal være standardsprog

Da Bruce Schneier, en anden kendt it-sikkerhedsblogger, delte rådet til sine læsere, fik han flere kritiske tilbagemeldinger.

Meget ransomware tjekker nemlig ikke kun, om kyrillisk er installeret, men også om det er slået til som standard – og altså dermed tjekker, om du nu også skriver på russisk til hverdag.

Bruce Schneier påpeger derudover, at der eksisterer masser af anden malware, som er komplet ligeglad med, hvor i verden du befinder dig.