Danmark er havnet i fedtefadet efter et internationalt mediesamarbejde afslørede en intern rapport fra det danske Forsvarets Efterretningstjeneste.
Rapporten er en intern redegørelse, der viser, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA fra 2012-14 brugte danske internetkabler til at spionere på bl.a. svenske, norske, franske og tyske embedsfolk og toppolitikere - herunder Angela Merkel.
Men hvordan lader det sig overhovedet gøre, at NSA følger med i Merkels sms’er, opkald og chatbeskeder?
Efterretningstjenester kopierer datastrøm
Verdens informationsstrøm passerer mellem lande via et netværk af optiske fiberkabler, der typisk løber under havet med en landfast forankring i begge ender.
Lysbølger, der rejser langs de optiske fibre, kan både tappes mens signalet er undervejs, men det er lettere at gøre, når signalet når ind på land.
Små aflytningsanordninger bliver placeret på blotlagte fibre og afbøjer lyssignalet for at kopiere det som binær data – uden at forstyrre internettrafikken.
Overvågningen er i udgangspunktet lovlig, når enkelte personer eller netværk overvåges som led i antiterrorindsatsen. Men hver enkelt borgers aktivitet gennem kablet kan i princippet aflyttes ned til mindste detalje.
Siden whistlebloweren Edward Snowdens afsløringer har NSAs praksis været offentligt kendt, ligesom han dengang hævdede, at NSA overvågede Angela Merkel.
VIDEO: Snowden forklarer, hvordan Xkeyscore virker
I øjeblikket er det uvist, om danske Forsvarets Efterretningstjeneste kendte til spionagen, eller NSA har udnyttet samarbejdet i hemmelighed.