Vejer en fyldt telefon mere end en tom?

Bliver min telefon tungere, når dens lager er fyldt med apps, videoer og billeder?

© Shutterstock

En smartphones vægt ændrer sig ikke, efterhånden som lageret fyldes op med fx videoer og billeder, der gemmes i hukommelsesceller i telefonens flash-chip. Her kodes hver pixel i billedet til enten 0 eller 1 – altså digitale bits.

"En iPhone 13 har et 12 megapixel kamera. Det er lidt over 12 mio. pixels, som hver skal bruge 16 bit for at kunne gemme farve og lysstyrke for netop den pixel, så det er 192 mio. hukommelsesceller, der skal være enten 1 eller 0 for hvert enkelt billede," forklarer Peter Bøggild, professor ved fysikinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet.

"Men de enkelte bits vejer det samme, uanset om de står på 0 eller 1", forklarer han.

Din telefon bliver lettere, når du bruger den

Brugen af telefonen kan dog betyde noget for vægten. Einsteins berømte formel E = mc 2 fortæller nemlig, at energi kan blive til masse og omvendt.

"Din telefon bliver en lille bitte smule tungere, når du oplader den. Ikke fordi du ”tilfører” elektroner, men fordi du tilfører elektrisk energi, og det er lig med masse, ifølge Einstein," siger Peter Bøggild.

Telefonen kan faktisk også blive lettere:

"At tage og gemme et billede koster energi, der forlader telefonen som varme. Derfor kan man argumentere for, at telefonen bliver en smule lettere, når man tager et billede. Ja, faktisk uanset hvad man gør, der bruger batteri."