“I aften skal vi have alger.”
Sådan en sætning er ikke utænkelig at høre om nogle år.
For mens det konventionelle landbrug forurener og udleder store mængder CO2, så buldrer klimakrisen afsted, hvilket truer den langsigtede fødevareforsyning for flere milliarder mennesker på verdensplan.
Og det scenarie har fået forskere på University of California til at undersøge alternative fødekilder - i dette tilfælde mikroalger.
Fra brændstof til superfood
Tidligere studier har vist, at der kan udvindes olie fra alger, som blandt andet kan bruges til biobrændstof såsom biodiesel.
På trods af disse egenskaber, mener forskerne, at de små grønne planter også har potentiale til at komme på hylderne i supermarkederne som såkaldt superfood på grund af deres høje protein- og næringsindhold.
“Vi har kendt til algers potentiale i årevis, og med klimaforandringer, skovrydning og en jordklode med 8 milliarder mennesker, er vi simpelthen nødt til at producere proteinrig kost mere effektivt,” siger en af forfatterne bag studiet Dr. Stephen Mayfield fra University of California.
I undersøgelsen henviser Mayfield og hans kollegaer desuden til, at alger kan producere 167 gange mere biomasse end for eksempel majs på det samme areal.
“Den største fordel er, hvor meget protein man kan dyrke på et begrænset areal. Det optager måske en tiende- eller tyvendedel af, hvad soyabønneproduktion gør,” siger Mayfield.
Stadig et stykke vej til tallerkenen
Selvom der er blevet forsket i mikroalger som fødekilde i en årrække, så er der stadig en del udfordringer, som skal løses, før alger potentielt kan finde vej til vores tallerkener.
Det handler blandt andet om at finde og udvikle de helt rigtige algestammer, som både kan dyrkes på et begrænset areal, har et højt protein- og næringsindhold, og som kræver så lidt vand og så få næringsstoffer som muligt for at gro.
Den største udfordring ligger dog ikke nødvendigvis inden for den videnskabelige eller teknologiske udvikling.
“Det er umuligt at forberede sig på alle udfordringer, når et produkt skal skaleres og udbredes til hele verden. På den anden side, så har verden jo taget både smartphones, computere og elbiler til sig, så selvfølgelig kan vi også gøre det med alger,” siger Mayfield.