Flyvende taxaer skal skåne os for myldretid

Airbus har gennemført første testflyvning af deres flyvende taxa, der fra år 2020 skal opløse trafikkaos i myldretiden og have holdeplads på toppen af byens skyskrabere.

Første testflyvning af taxaflyet Vahana varede lidt under et minut og foregik fem meter over jorden.

© Airbus Industrie

Glem myldretidens trængsel og trafikkaos – om få år kan du tage luftvejen tværs gennem byen og komme lynhurtigt frem. Det er løftet fra flyfabrikanten Airbus, som har udviklet den flyvende taxa, Vahana.

Airbus lancerede planerne i 2016, og nu har firmaets udviklere gennemført den første testflyvning af prototypen.

Flyvende taxa skal produceres i 2020

Flyvningen varede 53 sek. og foregik i fem meters højde. Målet er, at taxaen skal sættes i produktion i 2020.

Airbus har dermed for alvor meldt sig ind i kapløbet om at komme først med den flyvende taxa. Tidligere i år foretog firmaet Kitty Hawk en testflyvning af deres version, Cora, og både Boeing og Uber har versioner undervejs.

Video

Airbus’ Vahana har plads til én passager, er eldrevet og helt autonomt med hverken pilot eller fjernstyring.

Otte rotorer løfter og lander flyet lodret, og under vandret flyvning tilter rotorerne, så de giver fremdrift.

Et computerprogram beregner ruten og korrigerer i forhold til forhindringer som fugle og andre taxafly, så den når sit mål hurtigt og sikkert.

I tilfælde af ulykker vil en faldskærm folde sig ud og bringe passageren sikkert ned.

Lette batterier gør taxaen flyveklar

Ifølge udviklerne er det gennembrud inden for batterier og letvægtsmaterialer, der gør drøm­men mulig. Batterier er blevet lettere, stærkere og mere driftsikre, og produktionen af kompositmaterialer er blevet billigere.

Testversionen af Vahana vejer 745 kg og har et vingefang på 6,2 meter.