På længere sigt vil atomkraft godt kunne dække Europas samlede strømbehov, men det kræver en enorm satsning. I 2021 genererede de ca. 180 europæiske atomkraftværker i alt 883 terawatt-timer elektricitet. Kontinentets samlede forbrug lå imidlertid på 4032 terawatt-timer.
Reaktorer ville skyde op overalt
Hvis atomkraft i fremtiden skal levere al Europas elektricitet, kræver det en fire- eller femdobling af produktionen – selv hvis forbruget forbliver uændret. Europa ville dermed ende med mindst 800 atomkraftværker.
Holder vi i stedet fast i de eksisterende vindmøller, solceller og vandkraftværker, og kun erstatter de manglende 1479 terawatt-timer fra kul, olie og gas, kan Europa nøjes med ca. 300 nye atomkraftværker.
Men formentlig kan det slet ikke betale sig.
Beregninger af den såkaldte Levelized cost of electricity, hvor alle udgifter til en energikilde indgår, viser, at ny vindenergi har været billigere end ny atomkraft siden 2011, mens ny solenergi har været det siden 2014.