I 70 år har højradioaktivt affald fra verdens atomkraftværker fået lov at hobe sig op, uden at nogen har vidst, hvad der skulle ske med det.
Omkring 70 procent af affaldet er placeret i vandbassiner på kraftværkerne, og det har allerede vist sig at være en uholdbar løsning. Ved Hanford i USA har bassinerne fx lækket radioaktive stoffer til grundvandet.
En sikrere form for mellemlagring er at opbevare de brugte brændselsstave i stålcontainere, som placeres inde i betonbeholdere. 30 procent af verdens højradioaktive affald lagres på denne måde. Metoden bruges i bl.a. Canada, USA, Tyskland, Litauen, Ukraine og Holland.
360.000 tons brugt reaktorbrændsel opbevares i dag på midlertidige lagre. Mængden af atomaffald vokser med ca. 11.300 tons om året.
Allerede for årtier siden erkendte Det Internationale Atomenergiagentur, at sikker slutdeponering af højradioaktive brugte brændselsstave er en hastesag.
Højradioaktivt affald skal placeres i slutdepoter, som kan sikres mod udslip i 100.000 år. Flere lande har undersøgt mulighederne for at begrave affaldet dybt nede i undergrunden, men indtil videre er alle konkrete projekter i fx Frankrig, Storbritannien, USA og Tyskland strandet på grund af lokal modstand.
Kun i Finland og Sverige er det lykkedes at finde en permanent løsning på affaldsproblemet. I Finland vil en atomkirkegård blive taget i brug i 2024 eller 2025, mens Sverige er klar med et slutdepot i 2030’erne.
1. Vandbassiner er risikable
Metode: Udtjente brændselsstave placeres i bassiner. Pumper leder koldt vand gennem bassinerne for at holde temperaturen nede på 40 grader.
Fordele: Vandet beskytter mod stråling, og lagringen er billig. Efter 40 år er strålingen faldet til en tusindedel, hvilket gør slutdeponering lettere.
Ulemper: Bassinerne er sårbare over for naturkatastrofer, terror og krig. Ved atomulykken i Fukushima i Japan i 2011 svigtede elforsyningen til pumperne, så vandet kogte væk. Også ved Tjernobyl i Ukraine gik strømmen, da russiske tropper besatte stedet i 2022. Eksplosioner ved værket kunne i værste fald have sendt en sky af radioaktivitet ud over Europa, men heldigvis blev strømmen hurtigt genetableret.
Tidshorisont: Årtier.
2. Betontønder giver en tænkepause
Metode: Efter køling i et vandbassin i et årti anbringes affaldet i stålcontainere, som placeres i betonbeholdere. Metoden bruges fx af det hollandske selskab COVRA, som også opbevarer museumsgenstande i depotet.
Fordele: Containerne kræver ikke samme grad af overvågning som vandbassiner, og depotet er godt sikret mod krigs- og terrorhandlinger. Desuden giver metoden en tænkepause før den endelige deponering. I denne periode bliver der måske udviklet nye typer reaktorer, som kan udnytte atomaffaldet, eller andre nye teknologier, som kan reducere mængden af de langlivede radioaktive stoffer.
Ulemper: Containerne er en dyr løsning sammenlignet med vandbassiner.
Tidshorisont: 100 år.
3. Salthorste kan være en løsning
Metode: Affaldet kan slutdeponeres i salthorste i undergrunden, hvor saltet med tiden omslutter containerne. Tyskland havde i årtier planer om et slutdepot i 840 meters dybde i Gorleben, men opgav projektet i 2021. Landet undersøger nu forholdene i 60 andre salthorste.
Fordele: Lagringen er simpel, og deponering i mange hundrede meters dybde giver en god sikring mod krig og terror.
Ulemper: Som i tilfældet med Gorleben kan salthorsten blive udsat for svage jordskælv. Desuden var placeringen uheldig ved, at den store flod Elben løber lige hen over horsten, samt at klippen over saltet kan være utæt. På grund af det ensidige fokus på Gorleben er potentialet for depoter i salthorste stadig uklart.
Tidshorisont: 100.000 år.
4. Klippegrund er langtidsholdbar
Metode: Det brugte atombrændsel anbringes i kobbercontainere, som derefter placeres i lerforede huller en halv kilometer nede i grundfjeldet. Til sidst fyldes alle tunneller op med ler. Finland er klar til at begynde deponeringen i Onkalo i 2024, mens Sveriges slutdepot i Forsmark bliver klar i 2030’erne.
Fordele: Det skandinaviske grundfjeld af granit og gnejs er 1,8 milliarder år gammelt og stabilt, så affaldet bliver, hvor det er.
Ulemper: Vand er den eneste trussel. Selv med placeringen dybt nede i grundfjeldet vil vand sive ned til depotet gennem små revner. Lerlaget omkring containerne vil dog holde vandet ude, og klippen ovenover vil fungere som en ekstra barriere.
Tidshorisont: 100.000 år.
Finland får den første atomkirkegård
I 2024 bliver verdens første atomkirkegård klar til at modtage højradioaktivt affald. Slutdepotet ligger 430 meter nede i det finske grundfjeld. I løbet af de næste 100 år skal kirkegården udbygges efter behov, hvorefter den bliver lukket af for tid og evighed. Læs hvordan her.