Amerikanske forskere fra Texas A&M University har skabt en teknologi, som kan føre til en voldsom opgradering af de lithium-ion-batterier, der sidder i vores smartphones, laptops og elbiler.
Teknologien går kort fortalt ud på at bygge et stillads af kulstof-nano-rør ind i batteriets ene elektrode, så det kan klare meget højere spændinger og i øvrigt bliver langt mere sikkert.
Lithium-anoder er bedre – og farligere
Et almindeligt lithium-ion-batteri har en elektrode i hver ende, som lithium-ioner bevæger sig mellem, når batteriet op- og aflades. Når batteriet oplades, sætter ionerne sig på den negative elektrode, anoden. Når det aflades, sætter de sig på den positive elektrode, katoden.
I dag laves anoden for det meste af en blanding af grafit og kobber. Men der har længe været tale om at bygge anoder af ren lithium i stedet, fordi det ville øge anodens og dermed batteriets energitæthed radikalt. Faktisk vil det kunne tidoble batteriets kapacitet og desuden gøre opladningen langt hurtigere.