Duellen: Hvad er mest energibesparende – opvask i hånden eller opvaskemaskinen?

Jeg hader at vaske op i hånden, men min kone påstår, at det er det billigste og mest miljøvenlige. Er det rigtigt?

© Shutterstock

Hvis du vælger at vaske op i hånden i koldt vand, kan energiforbruget næsten ikke komme længere ned. Resultatet er dog sjældent særligt godt, da fx fedtstof og madrester er svære at få af i hanevand på ca. 10 °C.

Skal bestik og tallerkner være nogenlunde rene, er opvaskemaskines økoprogram mere energieffektivt pr. opvask – hvis altså du fylder maskinen godt op.

Heller ikke økoprogrammet vasker helt rent, selvom det gør et godt forsøg ved at lade bestik og tallerkner stå i blød i flere timer ved 45 °C. Temperaturen er dog ikke høj nok til at slå en bred vifte af skadelige bakterier ihjel.

Alt dør ved 62 grader

Hvis du vil have garanti for helt rene tallerkner, skal vandet nå mindst 62 °C under opvasken. Det sikrer, at alle sygdomsfremkaldende mikrober dør.

Vand på 62 °C kan ikke bruges til opvask i hånden uden alvorlig fare for skoldning, så her er opvaskemaskinen den eneste mulighed.

Energiforbrug

Hvis du kører opvaskemaskinens spareprogram kl. 3 om natten, hvor strømmen er mest grøn, bliver CO2-udledningen pr. kWh mindre end ved håndopvask efter spisetid.

Shutterstock & Lotte Fredslund

Vandforbrug

Opvaskemaskinen bruger typisk mindre vand end håndopvask, hvor du skifter vand og skyller af. Lader du vandet løbe konstant, kan forbruget nå flere hundrede liter.

Shutterstock & Lotte Fredslund

Startomkostninger

Opvaskemaskiner koster mange penge. De dyreste er billigst i drift og holder længst. Håndopvask kan klares med en balje, en børste og et par viskestykker.

Shutterstock & Lotte Fredslund

Vasketid

En opvaskemaskine er hurtig at fylde og tømme, men selve spareprogrammet tager mellem tre og fem timer. Skal du bruge dit bestik til næste ret, er håndopvask altså klart hurtigst.

Shutterstock & Lotte Fredslund