Den vibrerende søjle bygger på såkaldte hvirvelinducerede svingninger, et princip som allerede blev opdaget i 1911.
Du kender måske effekten, hvis du har prøvet at rense en swimmingpool. Når du trækker stangen med nettet gennem vandet, skaber bevægelsen en række hvirvler i sit kølvand. Det samme sker for Vortex Bladeless, når vinden passerer den.
I slipstrømmen opstår hvirvler, og de er normalt et stort problem for ingeniører. Hvirvlerne kan nemlig få en bygning til at vibrere ved sin egenfrekvens, og vibrationerne kan vokse til svingninger, der i værste fald river bygningen fra hinanden.
Ideen bag Vortex Bladeless er at vende princippet til en styrke ved at tilpasse stangens diameter, højde og masse efter de gennemsnitlige lokale vindforhold.
Desuden sørger et magnetisk system for at justere stangens stivhed alt efter vindstyrken. På den måde øges sandsynligheden for, at stangen sættes i store og pæne svingninger, som producerer mere energi end hvis den blot stod og blafrede lidt tilfældigt i vinden.
Ingen vinger, ingen problemer?
Der er mange fordele ved at slippe for de store vindmøllevinger.
Ifølge Vortex Bladeless er deres nye vindturbine næsten lydløs. Desuden gør den mindre skade på det lokale dyreliv, hvor normale vindmøllevinger har tendens til at gøre skade på fugle.
Økonomisk er den store gevinst, at det vingeløse design har færre bevægelige dele, og det betyder mindre vedligeholdelse.
Vortex Bladeless lægger dog selv vægt på, at de ikke vil konkurrere direkte med de traditionelle vindmøller. I stedet skal deres teknologi bruges i sammenhænge, hvor den almindelige teknologi er upraktisk – fx i mere tætbebyggede områder.
Men der er lang vej endnu, før det nye design kan bruges i virkeligheden.
Indtil videre er Vortex Bladeless turbine nemlig så lille, at den kun kan lave meget små mængder elektricitet.
Næste skridt i planen er at forstørre prototypen til et 140 meter høj tårn, som skal kunne levere 1 megawatt – en smule mindre end en almindelig vindmølle.